Sådan gør du i kaos! Mere end 300 idéer til, hvad du kan gøre.

Et af principperne i low arousal tilgangen er, at samarbejde kræver selvkontrol. Det er Bo Hejlskov Elvén, der har formuleret denne sætning, og den giver rigtig god mening, når man også ser på, hvad der sker i hjernen, når arousal-niveauet stiger. Tænk på dig selv, når du er stresset, skændes med din partner eller er under tidspres. Der er jeg i hvert fald ikke særligt samarbejdsvillig.

En anden tanke i low arousal tilgangen er, at det er vores ansvar som forældre eller professionelle at tilrettelægge dagen og afstemme krav og færdigheder, så de børn, unge og voksne, vi har i vores varetægt, ikke kommer ud af kontrol eller i hvert fald er i kaos så kort tid som muligt. Læs videre “Sådan gør du i kaos! Mere end 300 idéer til, hvad du kan gøre.”

Venskaber på flere måder

I går lyttede jeg til mine børns latter på hvert deres værelse. De er begge teenagere, og var i går i fuld gang med noget sjovt sammen med deres venner. De var fordybet i samtaler, så måske en film eller så sjove klip sammen, de hang ud og var bare til stede. Og så kunne jeg høre, at de havde noget fælles, som de kunne have det sjovt omkring.

Det er den måde, relationer udvikler sig. At vi finder noget at være fælles om, og som giver mening for os. Det står i alle de pædagogiske fagbøger. “Det fælles tredje” er et af de mest anvendte begreber på pædagoguddannelsen. Altså at vi må have noget at være fælles om. Det er dér, vi kan starte et fællesskab og et potentielt venskab. Læs videre “Venskaber på flere måder”

De fire sansetyper

Jeg skal holde et kursus om sanser og autisme og har derfor været i gang med at fordybe mig om især sanse-delen. Jeg vidste en del på forhånd, men jeg må sige, at jeg stadig har meget at lære. Eksempelvis, at der er stor forskel på, hvordan vi bearbejder de sanseindtryk vi får i verden, og hvordan disse indtryk er den måde vores hjerne skaber en virkelighedsopfattelse, der skal hjælpe os med at træffe de bedste beslutninger.

I min research er jeg stødt på en model om de fire sansetyper, udarbejdet af Ph.D. Winnie Dunn, som har forsket i at forstå forskellige måder at bearbejde sensoriske indtryk. Hun har i sit arbejde fundet frem til, at der er mennesker med en høj sansetærskel. Det vil sige dem, der ikke påvirkes af lys, lyd, lugt osv. Og så er der os med en lav sansetærskel. Altså os, som slukker for radioen, ikke bryder os om tøj, der kradser, kan lugte en andens tyggegummi på lang afstand osv. Derudover ser hun på, hvordan vi reagerer på de sanseindtryk, vi møder. Om vi er aktivt selvregulerende eller om vi er mere passive og reaktive. Læs videre “De fire sansetyper”

Det, lyset skinner på

I mange år har jeg bygget min identitet op omkring det at være mor. Alt i mit liv drejede sig om at sørge for at være sammen med mine børn så meget som muligt, tilrettelægge resten af min tid med udgangspunkt i, hvad der var bedst for dem. Set i bakspejlet havde det nok været en god idé at have givet dem lidt mere plads til selv at være og prøve sig frem, men det kan jeg ikke ændre på.

Da min søns udfordringer begyndte at vise sig, som han startede i dagpleje, senere i børnehave og i skole, drejede alt sig om at forsøge at få ham til at trives. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden om af litteratur om sensitivitet og senere autisme, fokuserede på børn med brug for særlige rammer i mit studie, først som pædagog og senere på universitetet, jeg var på kurser og i det hele taget havde jeg nærmest kun øje for at forstå og rede indviklede tråde ud. På facebook var jeg medlem af adskillige grupper, som handlede om sensitive børn og senere, da min søn fik diagnosen infantil autisme, drejede mit fokus på at forstå alt om dette, læse beretninger fra andre og deltage aktivt i debatten om, hvor hårdt det var og på en måde blev det så min nye identitet. Jeg skrev sågar en (anonym) blog med titlen “mortilsensitiv” som senere blev med undertitlen mor til sensitivt barn med autisme.  Læs videre “Det, lyset skinner på”