Min søn har i weekenden overnattet hos mine forældre. Min datter skulle holde stor 16 års fødselsdag, og det ville være bedst for alle, hvis min søn ikke var hjemme.
Mine forældre har altid været søde til at have ham (og min datter) på weekend. Det er dog ikke altid uden udfordringer. Min søn vil efter eget udsagn “bare helst være herhjemme”, hvilket også gør, at vi ikke presser meget på for at sende ham af sted. I en periode havde vi en aftale ca. en weekend om måneden. Selv om jeg vidste at han helst ville blive hjemme, så gik det som regel godt hos bedste, og samtidig fik vi mulighed for at give vores datter fuld opmærksomhed (i det omfang hun havde lyst). Og også lidt tid til hinanden uden forstyrrelser.
Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvordan det må være at være bedsteforældre til et barn med autisme, men fordi jeg nu har valgt at udbyde et kursus om denne rolle, har jeg gjort mig nogle tanker (og læst lidt forskelligt).
Når min søn er på besøg, repræsenterer det altid et skift. Skift er pr. definition svære, og jeg ved, at min søn har lang latenstid (altså tid til at bearbejde nyt og falde til ro et nyt sted). Derfor sættes mine forældre i en udfordrende situation blot ved hele set-uppet. Vi har efterhånden fået nogle rutiner, som for det meste fungerer herhjemme. Gennem mange års “trial-and-error” har vi fundet en form, alle kan være nogenlunde tilfredse med. Hos bedsteforældre er der ikke nødvendigvis denne tydelige struktur, naturligt nok. Dels fordi han er der så kort tid, og fordi de også gerne vil hygge med og om ham. Derudover er de heller ikke klædt på på samme måde som os forældre med viden og erfaring.
Til tider føler jeg, at jeg sætter mine forældre i en dum situation. Fordi jeg har et barn, som kræver noget særligt. Nogle gange ved jeg også, at det har været en udfordring for alle parter, og så bliver jeg så ked af det – og lidt skamfuld over at have nydt min tid alene så meget, fordi jeg ved, at min søn hellere ville være hjemme, og at det samtidig har været svært for mine forældre. Jeg prøver at fortælle, hvad der fungerer herhjemme, men det kan ikke direkte overføres af åbenlyse årsager.
Min søn er rigtig god til at fortælle, hvad der er svært for ham, og da de kører herfra i lørdags, siger han til min mor, at en weekend overnatning er meget sværere for ham end ferie, hvor vi skal være i lang tid. Pga. tilvænningstiden. Han er desuden så hensynsfuld og giver udtryk for, at det ikke er fordi han ikke kan lide at være hos mine forældre. Han vil bare hellere være derhjemme.
Min mor er så sød til at lave mad, som han gerne vil have og lade ham bruge ipad i stuen, mens de andre ser tv. Hun sover i nærheden af ham og sørger for normal sengetid. Og vigtigst af alt, så ved hun, at det kan være svært for ham, så hun slår nærmest knuder på sig selv for at gøre det så behageligt for ham som muligt. Søndag, da de afleverede ham igen (og TUSIND tak for det), modtog jeg en meget glad dreng, som straks forsvandt ind på sit værelse.
Jeg er min mor (og far) YDERST taknemmelig. De gør virkelig deres allerbedste for at gøre weekend-overnatninger så nænsomme som muligt. Det betyder alverden for mig.