Kære Brevkasse – om flytning og skolestart

Hej Anne-Mette.

Først og fremmest en stor tak for dig og for det arbejde du laver. Jeg var til dit foredrag om sensitive børn sidste år og det har åbnet helt nye døre til forståelse af både mig selv og mine børn.

Jeg har tre børn, to drenge på hhv. 7 og 4 og en pige på 2,5 år. De er alle sensitive, men på hver deres måde. Fællesnævner for dem er dog, at det hurtigt bliver for meget med for mange sanseindtryk og de kan ikke så godt lide når vi er mange mennesker. Og de er meget følsomme. Især den ældste. Han er meget følsom, bliver nemt overvældet og frustreret og hans selvværd er desværre ikke super højt. Han er rigtig god til at skabe nye legerelationer i omgivelser han er tryg i, han er en god og omsorgsfuld kammerat og storebror, han er rigtig god til at finde på lege og så har han også en stor retfærdighedssans.

Vi står og skal flytte her i juni til et større hus, der kan rumme os alle sammen og alle børn kan få eget værelse. Huset ligger i nabokommunen og i samme kvarter som farmor og farfar bor i. Allerede det har hjulpet – især den store – med at synes godt om vores beslutning om at flytte. Han er allerede nu flyttet over på sin nye skole og det er gået over al forventning. Indtil nu. Han har gået der siden Påske og han ELSKER sin nye SFO og har allerede spurgt om han må få legeaftaler med to af drengene fra hans klasse. Og jeg som forælder er også ret begejstret over både lærerene, sfo’en og børnene i klassen.

Men han er begyndt at komme med nogle vredesudbrud i skolen. Noget han ellers aldrig gjorde på sin gamle skole. Vi er vandt til han tager sådan en tur herhjemme nu og da og som regel går det hurtigt over og de fleste gange kan vi snakke om det stille og roligt.

I dag ville han absolut ikke i skole. Det kommer ind imellem, men som regel i løbet af køreturen, når vi får snakket om en masse andet, så er det ikke så slemt alligevel og han er glad når jeg afleverer ham.

Men ikke i dag. Jeg fik “vredet” ud af ham, at han føler at han ikke er god nok til de opgaver de får eller de lege de skal lege. Så det lyder lidt som om, at hans selvværd og selvtillid har fået et knæk. Eller at reaktionen på skoleflytningen kommer nu. Samtidig kan han sikkert også mærke på os at der nu kun er en måned til vi får nøglerne til det nye hus. Vi er selvfølgelig spændte, men det bliver også bare en ny “ryst posen”-oplevelse for ham. Og jeg er ærlig talt begyndt at blive bekymret for, hvordan eller om han kan rumme den nye oplevelse. Og hvordan kan vi gøre overgangen nemmere for ham? Skal han være med til at pakke i flyttekasser og den slags? Og hvordan støtter vi ham bedst muligt med skolen?

Med venlig hilsen,
Hannah

 

Kære Hannah

Jeg har med stor glæde læst dit brev. Det, jeg lægger mest mærke til, er din kærlige tone og din store omsorg for din søns trivsel. Det gør mig virkelig varm om hjertet og giver mig en tro på og tillid til, at du har fået en opgave, som du sagtens kan klare. Også selv om du ind i mellem ikke selv oplever det sådan.

Når jeg læser din beretning igennem nogle gange, så er overskriften for mig “forandring”. Der er virkelig mange parametre, som forandrer sig for jer, og det reagerer din søn på. Jeg bruger ofte en model, hvor jeg kigger på hvilke grundlæggende intensitet- eller belastningsfaktorer, vi har i vores liv lige nu. Det kan fx være sammenhængen mellem krav og evner, som udfordres, at der sker store forandringer, at man oplever verden intenst (som du også beskriver med din dreng), manglende forståelse for sammenhæng og flere andre parametre. Din dreng har i jeres nuværende situation fået lidt flere grundlæggende belastninger i sit liv, og det er klart at han reagerer.

Når vi kommer i nye situationer, kræver det en tilvænningsperiode. Denne periode er for de sensitive børn ofte længere end for de fleste andre, og også længere end vi måske tror er nødvendig. For mange år siden sagde en psykolog til os, da vores dreng skulle starte i skole, at en god tommelfingerregel er at tænke, at de store skift tager op til et halvt års tilvænning. Det vil sige, at når din dreng er startet i ny skole til påske, så er han nok faldet nogenlunde til til efterårsferien. Det samme med flytningen – måske er der ro på den del, når I når til december. Det er bare for at forberede jer på, at ting tager tid, og at I i den periode må hjælpe med at svare på spørgsmål, lytte til det som er svært, bare være sammen med ham og måske dele, at det er en udfordring for jer alle sammen, så han ikke føler sig alene. Han har brug for, at I griber ham og bliver ved med at møde ham med den samme kærlighed, tryghed og omsorg, især når omgivelserne er nye. I kan ikke tage det svære fra ham, men det giver ham oplevelsen af, at I forbliver de samme, jeres kærlighed er den samme, selv om I bor et andet sted og han går på en anden skole.

Mit udgangspunkt er altid, at “børn gør det rigtige, hvis de kan” (citat Ross Greene). Og når din søn ikke magter en skoledag, er det ikke for at være uartig, men fordi det er svært lige nu. Jeg tænker, at du skal lytte og være nysgerrig på hvad der er på spil lige nu. I samarbejde med lærere og pædagoger må I finde ud af, hvordan han bedst muligt kommer ind i klassen om morgenen, så den første hurdle er forbundet med tryghed. Måske har han brug for at vide, hvad der skal ske i løbet af dagen og hvor han præcis skal være hvornår. Der er nye regler på lege, som du selv skriver og de gør tingene på en lidt anden måde, og når han ikke kan gennemskue det, kommer følelsen af utilstrækkelighed og den manglende selvtillid. Sammen med det pædagogiske personale på skolen må I hjælpe hinanden med at forberede ham så meget som muligt og samtidig fortælle ham, hvor han kan hente hjælp, når det bliver svært.

Du spørger, hvordan du gør overgangen nemmere med flytningen. Min tanke er, at de ting du nævner med at hjælpe med at pakke i flyttekasser osv. er en rigtig god og meget håndgribelig måde at forberede på. Husk også på, at det kan være meget udmattende at skulle forholde sig til både det mentale og fysiske i at flytte alle sine ting. Der er stor tryghed i at vide, hvor alting er. Så lad ham også holde pause fra det hele ind i mellem, måske med en velkendt aktivitet og måske sammen med én af jer.

Jeg bruger ofte selv at tænke på H’erne: Hvad, hvornår, hvorfor, hvordan, hvor længe, med hvem osv. i forhold til at forberede børn på det, som skal ske. Kunsten er så at forberede lige præcis nok, og ikke give alt for mange informationer, så det har den modsatte effekt. En overordnet tidsplan kan være en ide – måske ved at klippe af et centimetermål, så det bliver synligt, hvor lang tid der er til selve flytningen. Og så ellers forberede på den næste ting, der skal ske.

Til sidst spørger du om, hvordan I bedst støtter ham i skolen. Det er ofte en kompleks problemstilling, som kan have mange grene. Som udgangspunkt skal skolen selvfølgelig involveres, så I sammen kan skabe de rammer, der er nødvendige men samtidigt realistiske. Desuden fortæller jeg altid forældre til skolebørn, at vi ikke har kontrol over det, der sker i skolen, og det er ret skræmmende at tænke på. Vi afleverer vores dyrebareste i håb om, at der er nogen der kan hjælpe dem, når de har brug for det, og som kan skabe den nødvendige struktur som vores børn kan trives i sammen med basis for gode venskaber og meget mere. Når vi oplever, at det ikke helt lykkes, er det virkelig svært at bære. Men vi må have tillid til, at vi giver vores børn gode ressourcer med hjemmefra, og at skolen også gør det bedste de kan under de vilkår, de har til rådighed.

Bliv ved med at tro på, at det nok skal gå i skolen. Din dreng gør det så godt han kan. Måske kan det betyde, at det nogle dage er for svært at komme i skole. Det er en god idé at forsøge at isolere til netop denne dag og dette tidspunkt, og snakke om, at der i morgen eller om en halv time er en ny situation, for at undgå, at det bliver et mønster. Vores hjerne er nem at narre, så vi kan godt komme til at tænke på, at tidligere erfaringer er sandheder, men det er bare situationer, som sker på det givne tidspunkt. Det moment er passeret og nu er der en ny situation.

Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med det hele. Find den store kasse med tålmodighed frem. Skru lidt ned for forventningerne, så evnerne i højere grad slår til – for store og små. Hold en pause fra det hele ind i mellem og pas rigtig godt på hinanden

Kærligst,
Anne-Mette Sohn Jensen