Når melankolien rammer…

På denne tid af året bliver jeg ofte ramt af melankoli. Jeg ved ikke, om det skyldes mørket, at året går på held eller at jeg bare er mere modtagelig på denne tid af året sådan generelt. Uanset har jeg brugt mange år på at kæmpe imod. Fordi jeg hader at have det sådan. Det er besværligt, ubehageligt og ubelejligt.

Det føles lidt som om en mørk sky lukker sig om mig, og at alt ser gråt ud, når jeg kigger ud. Som om glæden og lyset lige så stille suges ud af mig, også selv om jeg har så meget at glæde mig til og over. Det er ikke en rar fornemmelse og jeg bliver så ked af, at det er sådan, fordi det inficerer alt, hvad jeg gør, mens det er sådan. Præcis på samme måde, som det påvirker alt i mit liv, når jeg føler mig fuld af overskud og lys.

Mit efterår har været usædvanligt travlt, og jeg må sige, at jeg nok har haft ja-hatten lidt for meget på. Jeg har sagt ja til spændende opgaver, fordi jeg tænkte, at jeg kunne få det hele til at hænge sammen og det passede jo egentlig godt nok i mit skema – på papiret. At jeg så har følt mig mere presset end jeg bryder mig om, har helt sikker også betydning for, at jeg i denne periode har lidt svært ved at holde modet oppe. Og når arbejdsmæssige forhold viser sig at være anderledes end det, jeg har sagt ja til, så er det bare ild på bålet.

Når jeg har det sådan, oplever jeg, at mine sanser skærpes. Jeg er endnu mere modtagelig end jeg i forvejen er, hvilket nok i forvejen er mere end de fleste. Det betyder, at en tur i byen koster en middagslur på et par timer (hvor jeg jo synes, at tiden var givet mere fornuftigt ud med at bedømme eksamensopgaver fra mine pædagogstuderende). En anden måde, jeg kan mærke det på, er at jeg er mere skarp i tonen overfor min søn, når han begynder et foredrag om et eller andet, han har set i en youtube video, og som interesserer mig ualmindeligt lidt. Det kan også være, at tv’et skal skrues ned eller at jeg ikke kan overskue at læse bøger (som jeg ellers elsker).

Mest af alt øver jeg mig på ikke at bebrejde mig selv, som jeg har gjort i så mange år. Tanker som ”Jeg er også så skide følsom”, ”Jeg må bare knibe balderne sammen” eller ”Så slet kan det vel heller ikke være” har stået forrest. Altså måder som blot bidrager endnu mere til mit i forvejen medtagede sind, og det gør ikke nogen positiv forskel. Jeg har tidligere ønsket, at det dog ikke var sådan. Jeg ville hellere have det på en anden måde end den jeg havde det, hvilket gør at jeg har følt mig endnu mere forkert og slået mig selv endnu mere oveni hovedet med selvkritik.

Denne gang har jeg bestemt mig for at øve mig på at være i det. Fordi jeg ved, at det er det bedste alternativ og fordi jo mere jeg kæmper i mod, jo værre har jeg oplevet at det er blevet. Ofte er jeg væltet med et kæmpe brag og ligget i fosterstilling på badeværelset, inden jeg har tørret øjnene og sagt til min familie, at jeg bare ”er lidt træt”.

Jeg har sagt til min ualmindeligt tålmodige mand, at jeg er lidt tungsindet og mørkseende i øjeblikket, og at jeg er ked af, at det er sådan. Han nikker med omsorg i blikket. Jeg er også velsignet med gode veninder, som med stor kærlighed hjælper mig med at bære alle dele af mit liv, og det gør en forskel. Ikke på den måde, at de mørke skyer forsvinder, men fordi de gør det nemmere at være i.

I den nærmeste fremtid har jeg så meget at glæde mig til, og jeg ærgrer mig over, at melankolien skygger for de gode oplevelser, som venter. Samtidig har jeg også lovet mig selv at prøve at acceptere, at det er sådan lige nu. Jeg finder ro i rutiner, løbeture, at gøre hvad der er nødvendigt for at få hverdagen til at køre, løse mine opgaver og bare være i det nu, der er. Fordi jeg helt ind i hjertet og sjælen tror på, at dette er den rigtige måde, og fordi jeg gerne vil prøve en ny måde at håndtere de grå skyer på. Det må betyde middagslure, at gå tidligt i seng, en reduceret og forenklet madplan og taknemmelighed for den store tålmodighed, mine omgivelser viser mig.

Og jeg ved, at det går over, fordi ingen tilstande er evige. Det er en meget stor trøst.