Her dagen før dagen før sommerferien starter er det tid til at stoppe op og gøre status. Sige tak og anerkende indsatsen hos lærere og pædagoger, som har gjort en verden til forskel for mine børn. Vi kan se frem til forandringer for begge børn efter sommerferien, og derfor skal vi også sige farvel til dem, som har fulgt dem og os et stykke af vejen.
For min datters vedkommende skal vi i morgen hente hende på verdens bedste efterskole. Hun har simpelthen haft det som blommen i et æg, og i morgen er store tudedag. En dag, som jeg gruer for, ligesom jeg ikke ser frem til de kommende dage med en pige i dyb fortvivlelse over at sige farvel til et fællesskab, som har været ALT for hende det sidste år. Det har været så stor en oplevelse for hende at være væk hjemmefra og samtidig være en del af et stærkt sammenhold, hvor de er blevet fodret med den ene fantastiske oplevelse efter den anden. At knæet gik i stykker, var selvfølgelig en streg i regningen. I øvrigt en regning, som skal betales her i sommerferien, men det gav også en erfaring med, at alt ikke nødvendigvis går sådan som man regner med. Efter sommerferien starter hun i gymnasiet. Et helt nyt kapitel for hende, og dermed også for os.
Sønnike står overfor endnu et skift. Det ottende i rækken siden børnehaven. Vi har stor erfaring på den front, så jeg ved, at det nok skal gå. En ny situation kræver tilvænning, og det tager tid, men vi håber også på, at det nye er den rigtige løsning lige nu. Han starter i 7. klasse, og flytter til en endnu mindre klasse, hvor der er mulighed for individuelt skema og ingen fællestimer. Fællesundervisningen er for udfordrende for ham, og heldigvis har skolen mulighed for at skabe rammer, som passer til ham. Jeg klapper i mine små hænder og takker ydmygt over, at vi er så heldige at bo i en kommune med så fantastisk en skole for børn med autisme. Det er i hvert fald vores oplevelse. Samtidig betyder det også at han skal væk fra klassen, hvor han har været i nu to år. Selv om han har siddet i et rum for sig i hvert fald det sidste år, så har han stadig tilhørt en klasse. Heldigvis er lærere og pædagoger opmærksomme på den sociale del ved skiftet, og de vil skabe rum til at mødes i det nye klasseværelse, hvor der vil blive indrettet gamer-hjørne, så han kan mødes med de gamle klassekammerater på bestemte tidspunkter. Det er ikke til at vide, om det er den rigtige løsning, men det bliver vi nødt til at tro på. Og tro på, at det skaber bedre læringsbetingelser, så drengens faglige evner ikke går til spilde. Heldigvis kender han den primære lærer, som han har en rigtig god relation til, og det er godt.
Samtidig betyder det også, at vi skal sige farvel til vores kontaktlærer gennem to og et halvt år. Det er godt nok ikke sjovt. Hun har virkelig gjort en KÆMPE forskel. Jeg var hos min keramikerveninde i dag for at finde en gave til den pågældende lærer. Selvfølgelig har jeg skrevet et kort, hvor TAK simpelthen ikke er et stort nok ord. Sammen med den pædagog, som er kommet ind i klassen i år, har de virkelig gjort alt hvad de kunne for at skabe de bedste rammer under de nuværende omstændigheder. Jeg skylder dem min største og mest ydmyge tak for indsatsen og det gode samarbejde.
Hvem vil du takke for skoleåret der er gået?
Det er så vigtigt, synes jeg, at vi husker at fortælle andre, at vi sætter pris på og anerkender deres indsats, og der er mange mennesker, som i deres daglige gang blandt vores børn, gør en forskel. Præcis som mine studerende på pædagoguddannelsen siger er årsagen til, at de har valgt netop dette fag: At de vil gøre en forskel for andre.
Så tak til min søns lærere og pædagoger, for ikke at tale om de fantastiske lærer og ledere på min datters efterskole. I skal vide, at I har gjort en forskel – for mine børn og dermed for mig.
Kærligst,
Anne-Mette