I går lyttede jeg til mine børns latter på hvert deres værelse. De er begge teenagere, og var i går i fuld gang med noget sjovt sammen med deres venner. De var fordybet i samtaler, så måske en film eller så sjove klip sammen, de hang ud og var bare til stede. Og så kunne jeg høre, at de havde noget fælles, som de kunne have det sjovt omkring.
Det er den måde, relationer udvikler sig. At vi finder noget at være fælles om, og som giver mening for os. Det står i alle de pædagogiske fagbøger. “Det fælles tredje” er et af de mest anvendte begreber på pædagoguddannelsen. Altså at vi må have noget at være fælles om. Det er dér, vi kan starte et fællesskab og et potentielt venskab. Når vi arbejder pædagogisk, træner vi også at få øje på, hvor vi kan se to eller flere børn have en fælles interesse og sætte dem sammen, så de kan få øje på hinanden. Vi laver også mere bevidst tilrettelagte aktiviteter for at hjælpe børnene til at opdage, da de måske har mere til fælles end de går og tror.
Med mine egne venner, naboer og bekendte finder jeg også frem til det, vi kan være fælles om. Det er meget forskelligt, hvad fællesskabet er. Men for at en relation kan udvikle sig, må den have et omdrejningspunkt på en eller anden måde. Jeg møder desuden mange mennesker i mit professionelle virke, som jeg instinktivt har et fællesskab med. Det kan være, fordi de også har et barn med autisme eller i en anden sammenhæng, hvor vi har musikken til fælles.
Venskaber kan have mange former. De kan have forskellige dybder og længder. Men fælles for dem er, at de er afgørende for vores velbefindende. Vi behøver ikke mange venner. Er vi heldige at have en eller to, så tænker jeg, at det er en gave. Nogle forskere (bl.a. Brené Brown) siger, at vi kun kan have max 4-5 helt tætte venskaber. Dertil kommer øvrige venskaber fra gode bekendte over de lejlighedsvise venskaber til de mere perifære. Jeg har selv mennesker i mit liv, som jeg betragter som mine venner, men som jeg af mange årsager ikke ser så ofte. Alligevel kan vi fortsætte, hvor vi slap, når vi igen ser hinanden. Andre venskaber er helt gledet ud, nogle er valgt fra eller også har de fravalgt mig.
Tilbage til mine kære teenagere. Jeg blev glad helt ind i sjælen over at høre deres latter i selskab med de fællesskaber, de har valgt til. Også fordi venskaber ikke har hængt på træerne for min søn. Begge brugte tid sammen med nogen, som delte deres interesser, og som også havde lyst til at dele deres tid. Sikke en gave.
Der var dog en lille forskel. Den ene teenager havde fysisk besøg inde på værelset, og den anden talte med en eller flere personer et andet sted på kloden via en internet forbindelse. Begge fik opfyldt deres behov for social interaktion på en måde, som gav mening for dem. Og jeg dømmer ikke, hvad et “rigtigt” venskab er, gør du?
