Udgivet den

Mission accomplished!

I fredags var det min datters 17 års fødselsdag. Det i sig selv er jo lidt vildt. Hun havde ønsket at vi skulle ud at spise om aftenen, og derfor gik et større planlægningsarbejde i gang, så alle – altså ALLE kunne være med til at fejre hende på restaurant.

Ret hurtigt blev vi enige om, hvor vi skulle spise. Min mand og jeg har tidligere været på denne restaurant med lækker italiensk mad, og min datter har endnu ikke prøvet at spise her, så det valgte vi. Jeg bestilte bord til fire personer vel vidende, at det jo ikke var sikkert, at min søn kunne være med på dagen. Det er faktisk et evigt dilemma, om jeg skal inkludere ham i planer, som jeg er i tvivl om hvorvidt det vil være for stor en udfordring. Men jeg valgte at gå all in på, at han selvfølgelig skulle med. (Hvilket i øvrigt også gjaldt gymnastikshow næste dag, som jeg godt var klar over var lige ambitiøst nok).

Derfor startede min søn og jeg et par dage forinden at kigge på menukortet. Vi andre er ikke helt så selektive spisere, men det kan godt være lidt en udfordring at finde det helt rigtige på en restaurant, fordi vi aldrig helt ved, hvad vi får. Vi fandt frem til i menuen, at der var en pizza (margarita), som var bedste bud. Så langt så godt.

Et par dage i forvejen undersøgte jeg, hvorvidt en nabo eller en veninde kunne hente min søn, når/hvis det ville blive for overvældende. Desværre havde alle adspurgte andre planer (selv om de ellers var mere end villige til at hjælpe). Så min mand og jeg bestemte, at en af os i stedet ville køre ham hjem, som en kattelem, og bede tjeneren om at vente lidt med næste ret, hvis det skulle blive nødvendigt i løbet aftenen. Det fik sønnike også at vide, så han var klar over, at han ikke behøvede blive til det sidste.

På dagen ringede jeg til restauranten for at bede om det bord, som var lige bag garderoben, lidt for sig selv. Ejeren fortalte i telefonen, at det egentlig kun var et to-personers bord, men hvis vi var villige til at sidde lidt tætte, kunne det godt gå at sætte et bord mere derhen. Og det var vi.

Til det sidste var det spændende, om overskuddet til at tage med ind at spise var til stede. Jeg lagde vægt på at fortælle, at min datter ville blive rigtig glad, hvis vi alle var med. Heldigvis var overskuddet der den aften. Også til at tage en ny og fin skjorte på.

Bevæbnet med tålmodighed, krydsede fingre og Bose hovedtelefoner hentede vi fødselsdagsbarnet på efterskolen og kørte på restaurant. Vi var de først ankomne, så der var fred og ro til at ankomme. Stor fordel. Vi fik menukort og bestilte. Tre ville have en fireretters menu og en enkelt valgte bruchetta uden tomater (hvor tjeneren venligt gjorde opmærksom på, at det var hovedingrediensen i den ret – og tak, det er jeg klar over) og en pizza margarita. Første ret ankom, og der var som lovet ingen tomater, til gengæld masser af stegte løg (det stod ikke på menukortet). Så jeg fik kontakt med tjeneren og bad om, vi kunne få brød, mozzarella og basilikum. Og det kunne vi.

Vi hyggede, snakkede og det var ligesom det skulle være. En såkaldt “helt almindelig familie” på fire på restaurant for at spise fødselsdagsmiddag for det ældste barn. Jeg kneb lige mig selv i armen.

Anden ret kom inkl. pizzaen. Da sønnike havde spist, hvad han kunne, trak han mig stille og roligt i armen, om han kunne komme hjem nu. Og det kunne han. Så vi bad tjeneren vente med næste ret, mens min mand kørte ham hjem. Han er heldigvis så gammel nu, at han godt kan være alene hjemme et par timer – også om aftenen. På den måde fik vi også lov at have noget alenetid med vores datter. TAK til restauranten for at medvirke til, at det hele faldt i de rigtige folder.

Jeg var så lykkelig, da jeg lagde hovedet på puden. Min evne til at tilrettelægge og skabe de rigtige rammer ramte plet denne dag, så vi alle fik en dejlig aften – hver på vores betingelser.

Udgivet den

Ross Greene i Danmark i maj

“Børn gør det godt, hvis de kan!”

Dette citat har jeg brugt flere gange end jeg kan tælle. Faktisk har jeg ofte udvidet citatet til også at omfatte voksne. Fordi jeg er overbevist om, at alle mennesker gør det bedste de kan med deres nuværende viden, kompetencer og vilkår. Når jeg ikke selv formår at lade være med at hæve stemmen i en konflikt med mit barn, er det fordi jeg i netop dét øjeblik ikke kan lade være. Det er bestemt ikke fordi jeg gerne ønsker at slippe kontrollen og gøre mit barn ked af det. Men nogle gange sker det alligevel, fordi jeg gør det så godt jeg kan.

Den 14. og 15. maj holder Ross Greene kursus i København, hvor han introducerer til og underviser i sin pædagogiske metode: Fælles Proaktiv Opgaveløsning (det som i bogen med titlen Det eksplosive barn hedder Samarbejdsbaseret opgaveløsning. Men af juridiske årsager må han ikke længere bruge denne betegnelse. De kære amerikanere…)

Igen den 16. maj holder han introduktionskurset i Aarhus. Og her forventer jeg at deltage med spidset blyant og masser af blanke sider til at notere ALLE de guldkorn, jeg forventer kommer fra Ross Greenes side.

Du kan læse om kurserne og hvordan du melder dig til på denne hjemmeside: rossgreeneidanmark.dk. Det er Forlaget Pressto, som er arrangør. I øvrigt samme forlag, som har udgivet min egen bog Dit sensitive barn – et guide til en bedre hverdag. Hvis du vil læse mere om Ross Greene, kan du tjekke hans hjemmeside: livesinthebalance.org

Både når jeg underviser i konflikthåndtering og herhjemme, når bølgerne går højt, bruger jeg Ross Greenes tanker som udgangspunkt. Han taler om konflikter som uløste problemer, og han koncentrerer sig især om de gentagne uløste problemer. Altså de konflikter, som opstår igen og igen og igen. Hans metode har tre forskellige måder at håndtere en konflikt: Plan A, B eller C. Jeg forklarer i lidt omvendt rækkefølge.

  • Plan A er, når vi håndterer et problem ved at vi som voksne sætter vores vilje igennem.
    • Her bruger vi ofte ord som “du skal” eller “du må ikke”. Plan A udløser ofte mere kaos, og det handler typisk om, at vi sætter for høje forventninger til øjeblikket. Helt grundlæggende handler det om, at vi som voksne ønsker at bevare vores kontrol (og bestemme), hvor vores barn mister kontrollen.
    • Nogle gange kan plan A være nødvendig (ved sikkerhedsseler og cykelhjelme osv).
  • Plan C er de tidspunkter, hvor vi opgiver krav og forventninger fuldstændig – om ikke andet så for en stund.
    • Med plan C prioriterer vi at undlade konflikten og ikke ende i kaos. Vi bestemmer os for, at vores krav alligevel ikke var så vigtigt og vi sørger for, at barnet stadig er i kontrol. Nogle gange er denne plan den fornuftige løsning, især hvis der er mange konflikter. Vælg med omhu.
  • Plan B er den samarbejdsbaserede opgaveløsning, eller proaktive fælles løsning, hvor vi engagerer barnet i en diskussion, hvor problemet løses på en gensidigt tilfredsstillende måde.
    • Vi opgiver tanken om, at der er en taber og en vinder. Det handler om at finde forslag til, hvordan vi kan arbejde med de gentagne uløste problemer, så vi kan finde en fælles proaktiv løsning, der giver mening for alle parter. Ikke kun barnet (plan C) eller ikke kun os (plan A).
    • Vi må have respekt for alles løsningsforslag, og i samarbejde må vi finde en løsning, som vi kan prøve at arbejde med i forhold til de konflikter, som gentager sig. Vi må være åbne overfor, at vi ikke finder den rigtige løsning i første forsøg, men i stedet være indstillede på, at det kan tage tid at arbejde sig frem til det, der virker for begge parter.

Jeg glæder mig meget til at høre, hvad Ross Greene har at sige. Jeg synes allerede jeg er godt inde i hans tankegang, men at høre ordene fra manden selv er altid noget andet, har jeg erfaret i andre sammenhænge.

Har du lyst at være med? Så tilmeld dig enten i København eller Aarhus. Jeg kommer i Aarhus, og hilser gerne på dig (eller spiser frokost med dig eller noget). Skriv til mig, hvis vi skal mødes.

Og husk: ALLE mennesker gør det godt, hvis de kan!

 

Udgivet den

Shopping – en udfordring!

Jeg troede lige, at det var overstået. At jeg havde fået købt tøj til det næste halve års tid til min søn. Omhyggeligt havde jeg udvalgt en garderobe, som jeg var overbevist om ville være helt perfekt, og at jeg så var fri for at skulle købe tøj før vi nærmer os sommerferien, når der skal shorts, badebukser og flere t-shirts i skufferne. Men jeg blev klogere.

Allerførst vil jeg komplimentere H&M for deres virkelig hurtige leveringsservice. Søndag aften i påsken bestilte jeg følgende:

  • Fire forskellige par joggingbukser. Særligt udvalgt, så det ikke var helt samme snit i den (naive) tro, at ét af parrene ville fungere. Tre par i voksenstr. xs og ét par i børnestr. 170.
  • Tre langærmede t-shirts med V-hals som nattrøjer. Særligt udvalgt netop pga, v-halsen, så det ikke sidder for tæt på halsen. Der stod dog ikke i beskrivelsen, at det var slimfit, og det er IKKE en fordel.
  • Tre t-shirts med korte ærmer. Det bliver forhåbentlig sommer en gang. Den ene var med særlig dyb halsudskæring, men med ret korte ærmer i voksenstr. xs. De to andre var i en pakke sammen. En model i største børnestørrelse, som jeg tidligere har købt i mindre.
  • Tre par underbukser. Vi mangler at finde de helt rigtige i større størrelse end dem vi har, som ikke kan fåes større. Alle i xs.
  • Et par natbukser. Samme størrelse som dem, jeg bestilte før jul og som virkede. Dog i en anden farve og lidt noget andet stof, viste det sig.

Pakken ankom allerede i dag, onsdag. Tror aldrig jeg har oplevet så hurtig ekspedition derfra. Så tak for det.

Jeg bestak ham til at prøve DET HELE med 15 minutters ipad-tid efter spisetid, hvor der normalt ikke er alene-skærmtid her i huset. Først pakkede vi underbukserne ud, som vi med det samme kunne se var alt for små. Dernæst de tre skjorter, som var for smalle. Herefter fulgte de langærmede t-shirts, som han beskrev som spændetrøjer! T-shirten med den ekstra dybe halsudskæring duede ikke i ærmerne. Og ENDELIG succes. De to helt almindelige t-shirts fungerede. Herefter fulgte natbukser, som blev forkastet. Og alle fire par joggingbukser duede ikke. Især fordi ribkanten for neden var for stram, og ellers bare fordi de ikke sad ordentligt.

Så alt er nu pakket ned i posen for at skulle sendes retur (hurra for fri fragt og gratis retur). Altså undtagen de to t-shirts, som ikke er noget, han mangler her og nu. Jeg ved derfor, hvad resten af min aften skal gå med. Det er bare op på hesten igen.

Kriterierne er klare:

  • Ikke noget, der sidder for langt op i halsen.
  • Ikke noget, der strammer under armene.
  • Ikke noget, som klemmer rundt om anklerne.
  • Ikke noget, der generelt sidder for tæt på kroppen.
  • Gerne noget, der er løst og behageligt, og som sidder ordentligt.

Ja tak! Udfordringen er grebet, og jeg fortsætter ufortrødent og glæder mig så meget til han stopper med at vokse. De sidste 3-4 år har det været omkring 8-10 cm om året, og på et tidspunkt får det en naturlig ende. Jeg husker desuden mig selv på, at det tog ca. et halvt år at finde støvler, som duede, så nu håber jeg bare at finde tøj der passer til sommer, inden sommeren er forbi.

Udgivet den

Det skal nok gå… tror jeg!

Det bliver jeg i hvert fald ved med at overbevise mig selv om. At det hele nok skal gå, og at det alligevel ikke nytter noget at bekymre sig.

Jeg taler lige nu om min søns vigende faglige fremskridt. Han har et godt hoved, men det er svært at overbevise ham om, at det er vigtigt at give skolearbejdet en skalle. Der er andre ting, som er vigtigere, synes han. Og han siger selv, at det bare tager tid for ham.

Det er virkelig mit højeste ønske at tro på, at han har ret. At det bare er tiden, der skal arbejde for ham og os, så skal det nok komme. Men jeg ser også, at hans grundskoletid jo slutter inden vi får set os om, og hvad nu hvis han alligevel ikke har nogle grundlæggende færdigheder i dansk, matematik og sprog på plads, for ikke at tale om en forståelse for fysik, biologi, samfundsfag og de andre fag, som er en del af den danske folkeskole? Hvilke muligheder har han så og hvilke veje er lukkede?

Jeg begynder at tænke, om det er nok med det gode hoved. Om ikke det kræver en mere dedikeret indsats og noget vedholdenhed for at opnå noget af mere faglig karakter i livet, og en forståelse af, at det kræver en indsats at lære noget nyt.

Når jeg så snakker med min søn om, at det er fordi han bliver nødt til at viske fejlene i stavebogen helt ud, så man ikke kan se det, han tidligere skrev, før han kan skrive noget nyt, så bliver jeg sgu lidt tvivlende om, hvorvidt der er for mange forhindringer (som han nogle gange stiller op for sig selv) for at komme i mål med det, som er nødvendigt for at få de grundlæggende færdigheder, jeg ser som relevante for at komme godt i vej.

Men jeg ved, at det nok skal gå. Ser jeg tilbage og tænker på, hvordan vores liv så ud for 2-3 år siden, så er der jo store fremskridt. Måske ikke så mange og så hurtige rent fagligt, men der er mange andre forhold, som har forbedret sig. Andre er måske gået lidt i den anden grøft, men det går jo alligevel.

Jeg vil måske prøve skrue lidt ned på mine forventningsknapper. Tror det er der, sagen ligger begravet. Omvendt synes jeg heller ikke det er en skam at have forventninger på sine børns vegne. Og de vigende forventninger kan også blive en sovepude og en undskyldning for ikke at prøve. Og uanset, så går det nok.

Bare en lille onsdagsrefleksion. Der er lys for enden at tunnellen.

Udgivet den

Bruger alle redskaberne i øjeblikket…

Nogle gange rammer livet lidt hårdt. Faktisk sker det igen og igen på måder, som jeg ikke havde forestillet mig. Og alligevel tager jeg mig selv i at tro, at jeg kan kontrollere det hele, vel vidende at det ikke er muligt…

Det var været nogle ualmindeligt hektiske uger på mange måder, og jeg får virkelig testet om de redskaber, som jeg underviser i, holder foredrag om og er ved at skrive bog om, virker i virkeligheden.  Læs videre “Bruger alle redskaberne i øjeblikket…”