Pædagogik og psykologi til viden og gavn
Her i foråret har jeg sunget til en del konfirmationer i Viborg og omegn. Sangen var Kære Linedanser, hvor følgende tekst er en del af sidste vers:
“Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
”
Jeg må dog sige at finde balancen i mit eget liv, ind i mellem er udfordrende. En kunst jeg må øve mig på hver eneste dag.
I går lyttede jeg til mine børns latter på hvert deres værelse. De er begge teenagere, og var i går i fuld gang med noget sjovt sammen med deres venner. De var fordybet i samtaler, så måske en film eller så sjove klip sammen, de hang ud og var bare til stede. Og så kunne jeg høre, at de havde noget fælles, som de kunne have det sjovt omkring.
Det er den måde, relationer udvikler sig. At vi finder noget at være fælles om, og som giver mening for os. Det står i alle de pædagogiske fagbøger. “Det fælles tredje” er et af de mest anvendte begreber på pædagoguddannelsen. Altså at vi må have noget at være fælles om. Det er dér, vi kan starte et fællesskab og et potentielt venskab. Læs videre “Venskaber på flere måder”
Jeg skal holde et kursus om sanser og autisme og har derfor været i gang med at fordybe mig om især sanse-delen. Jeg vidste en del på forhånd, men jeg må sige, at jeg stadig har meget at lære. Eksempelvis, at der er stor forskel på, hvordan vi bearbejder de sanseindtryk vi får i verden, og hvordan disse indtryk er den måde vores hjerne skaber en virkelighedsopfattelse, der skal hjælpe os med at træffe de bedste beslutninger.
I min research er jeg stødt på en model om de fire sansetyper, udarbejdet af Ph.D. Winnie Dunn, som har forsket i at forstå forskellige måder at bearbejde sensoriske indtryk. Hun har i sit arbejde fundet frem til, at der er mennesker med en høj sansetærskel. Det vil sige dem, der ikke påvirkes af lys, lyd, lugt osv. Og så er der os med en lav sansetærskel. Altså os, som slukker for radioen, ikke bryder os om tøj, der kradser, kan lugte en andens tyggegummi på lang afstand osv. Derudover ser hun på, hvordan vi reagerer på de sanseindtryk, vi møder. Om vi er aktivt selvregulerende eller om vi er mere passive og reaktive. Læs videre “De fire sansetyper”
Jeg har taget tilløb til at skrive dette indlæg meget længe. Fordi det betyder noget for mig, og fordi jeg har været i tvivl, om jeg havde lyst til at dele. Det handler om min søns konfirmation næste lørdag (den 2. februar 2019).
Min søn og jeg har haft mange filosofiske samtaler om tro vs. videnskab. Det er ingen hemmelighed, at han ikke helt tror på, at der sidder en Gud i himlen (og det gør jeg måske reelt heller ikke sådan i bogstavelig forstand selv om jeg er meget spirituel. For mig er det mere symbolikken, som Gud repræsenterer), og at han erkender sig til videnskaben. Det, som kan måles og vejes i en virkelig verden. Det er helt okay. For mig er det ikke et enten eller, men nærmere et både og. Vi har snakket om nogle af de kristne grundværdier, som for mig at se er gode leveregler, som også har en kulturel værdi.
I mange år har jeg bygget min identitet op omkring det at være mor. Alt i mit liv drejede sig om at sørge for at være sammen med mine børn så meget som muligt, tilrettelægge resten af min tid med udgangspunkt i, hvad der var bedst for dem. Set i bakspejlet havde det nok været en god idé at have givet dem lidt mere plads til selv at være og prøve sig frem, men det kan jeg ikke ændre på.
Da min søns udfordringer begyndte at vise sig, som han startede i dagpleje, senere i børnehave og i skole, drejede alt sig om at forsøge at få ham til at trives. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden om af litteratur om sensitivitet og senere autisme, fokuserede på børn med brug for særlige rammer i mit studie, først som pædagog og senere på universitetet, jeg var på kurser og i det hele taget havde jeg nærmest kun øje for at forstå og rede indviklede tråde ud. På facebook var jeg medlem af adskillige grupper, som handlede om sensitive børn og senere, da min søn fik diagnosen infantil autisme, drejede mit fokus på at forstå alt om dette, læse beretninger fra andre og deltage aktivt i debatten om, hvor hårdt det var og på en måde blev det så min nye identitet. Jeg skrev sågar en (anonym) blog med titlen “mortilsensitiv” som senere blev med undertitlen mor til sensitivt barn med autisme. Læs videre “Det, lyset skinner på”