Jeg har indgået en aftale med min søn. Den anden morgen, da jeg kørte ham i skole, sagde han: “Mor, vi har egentlig ikke så meget til fælles. Du kan lide at læse, og jeg kan lide at spille computer”. Jeg gav ham ret, og vi snakkede lidt frem og tilbage om at forstå hinandens verden. Det gav mig en tanke om, at vi kunne prøve at bytte interesse for en stund. Han skulle vælge et computerspil, som jeg skulle prøve, og jeg skulle finde en bog fra jeg var hans alder, som han skulle læse.
Allerede om eftermiddagen, da jeg hentede ham fra skolen igen, havde han fundet ud af, hvilket spil jeg skulle prøve. Så jeg gik i tankeboks og tænkte tilbage på, hvilke bøger jeg læste som 13-årig. Men ret hurtigt kom jeg frem til, at Liv og Alexander af Trine Bryld eller Louise Triologien skrevet af Hanne Vibeke Holst nok ikke var de bedste bud, så jeg måtte tænke i andre baner. Jeg kom frem til, at han skulle læse den første bog i serien Hitchcock og de tre detektiver. Spøgelsesslottet hedder den.
Så i eftermiddag, da vi kom hjem ca. 14.30 byttede vi plads. Han satte sig i sofaen i stuen med bogen, og jeg placerede mig foran hans computer for at starte helt forfra på spillet Portal 2. Vi vendte timeglasset og aftalte at mødes når det sidste sandkorn var løbet igennem for at fortælle om hvad vi havde lært undervejs på den halve time.
Kort fortalt er spillet Portal 2 en slags labyrintspil, hvor jeg skal finde rundt. Undervejs støder jeg på forskellige forhindringer og skal tænke mig om, hvordan jeg får åbnet døre, fundet det, jeg skal bruge og lavet portaler, så jeg kan komme til den næste dør. Jeg havde tidligere set Thor spille dette spil, så det var ikke helt fremmed for mig, men at finde ud af hvad pokker, det overhovedet gik ud på, hvordan jeg bevægede mig rundt og hvordan jeg kunne samle ting op, hoppe og alt muligt andet, tog noget tid. Faktisk brugte jeg nok et kvarter på at gå rundt i en “bane” uden at fatte, hvad formålet var og hvordan jeg skulle komme videre. Meget frustrerende og jeg havde mest lyst til at give op. Da den halve time var gået, måtte jeg bede om eksperthjælp, så jeg kunne komme videre til, når vi næste gang bytter igen.
Jeg kom nok ikke så langt, men det var ok. Faktisk var det sjovere end jeg havde regnet med, så jeg er ikke helt afskrækket fra at skulle spille videre. Sønnike havde læst de første par kapitler og sagde, at det var en spændende bog. Jeg fik et kort referat, og han sagde, at han nok kom til at læse i bogen om aftenen inden han skulle i seng. En god (og nok en smule tilsigtet fra min side) sidegevinst.
Forinden havde jeg faktisk gjort mig nogle mere faglige overvejelser. Motivation er en svær størrelse at arbejde med i forhold til min søns profil. Han gør sjældent noget, som ikke giver mening eller hvor han ikke kan forstå sammenhængen. Jeg tænkte, at jeg ved at gøre det samme – altså prøve at forstå hans verden, kunne øve en form for mentalisering, altså øve at lære at forstå den andens oplevelsesverden. Jeg overvejede også, at vi på denne måde kunne skabe et såkaldt fælles tredje, som er en vigtig pointe i at udvikle en relation. Og sidst men ikke mindst havde jeg en refleksion over, at det ikke kun var ham, som skulle træde ud af sine vante rammer og gøre noget nyt, men at vi kunne gøre det i fællesskab. Nå ja, og så var min hensigt jo selvfølgelig at få ham til at læsetræne, fordi han ikke går på en skole med lektier, og hans faglige niveau godt kunne trænge til et boost.
Nu må vi se, hvem der bliver først færdig – om jeg gennemfører spillet eller om han bliver færdig med bogen. Jeg vil tro det sidste, men det gør ikke noget, for der er så vidt jeg husker over 40 bøger i serien, så der er noget at tage fat på.