Byttehandel

Jeg har indgået en aftale med min søn. Den anden morgen, da jeg kørte ham i skole, sagde han: “Mor, vi har egentlig ikke så meget til fælles. Du kan lide at læse, og jeg kan lide at spille computer”. Jeg gav ham ret, og vi snakkede lidt frem og tilbage om at forstå hinandens verden. Det gav mig en tanke om, at vi kunne prøve at bytte interesse for en stund. Han skulle vælge et computerspil, som jeg skulle prøve, og jeg skulle finde en bog fra jeg var hans alder, som han skulle læse.  Læs videre “Byttehandel”

En anden fødselar på Kronprinsens fødselsdag

Jeg er royalist! Til fingerspidserne. Når der er kongeligt bryllup, fødselsdag, nytårstaffel eller andet, følger jeg med. I går var jeg dog til min svogers fødselsdag, så jeg kunne ikke følge med i fødselsdagsfejringen af Kronprinsen. Min søster sendte dog en update om, at jeg skulle se Marys tale, så det gjorde jeg i nat kl. 01, da vi kom hjem.

Hvert år på Kronprins Frederiks fødselsdag mindes jeg også en anden fødselar ud over min svoger. Min veninde Hanne. Hun blev 29 år gammel. Hendes alt for korte liv har haft stor betydning for mange af de beslutninger jeg har taget om, hvordan jeg vil leve mit eget liv. Læs videre “En anden fødselar på Kronprinsens fødselsdag”

Shopping – en udfordring!

Jeg troede lige, at det var overstået. At jeg havde fået købt tøj til det næste halve års tid til min søn. Omhyggeligt havde jeg udvalgt en garderobe, som jeg var overbevist om ville være helt perfekt, og at jeg så var fri for at skulle købe tøj før vi nærmer os sommerferien, når der skal shorts, badebukser og flere t-shirts i skufferne. Men jeg blev klogere.

Allerførst vil jeg komplimentere H&M for deres virkelig hurtige leveringsservice. Søndag aften i påsken bestilte jeg følgende:

  • Fire forskellige par joggingbukser. Særligt udvalgt, så det ikke var helt samme snit i den (naive) tro, at ét af parrene ville fungere. Tre par i voksenstr. xs og ét par i børnestr. 170.
  • Tre langærmede t-shirts med V-hals som nattrøjer. Særligt udvalgt netop pga, v-halsen, så det ikke sidder for tæt på halsen. Der stod dog ikke i beskrivelsen, at det var slimfit, og det er IKKE en fordel.
  • Tre t-shirts med korte ærmer. Det bliver forhåbentlig sommer en gang. Den ene var med særlig dyb halsudskæring, men med ret korte ærmer i voksenstr. xs. De to andre var i en pakke sammen. En model i største børnestørrelse, som jeg tidligere har købt i mindre.
  • Tre par underbukser. Vi mangler at finde de helt rigtige i større størrelse end dem vi har, som ikke kan fåes større. Alle i xs.
  • Et par natbukser. Samme størrelse som dem, jeg bestilte før jul og som virkede. Dog i en anden farve og lidt noget andet stof, viste det sig.

Pakken ankom allerede i dag, onsdag. Tror aldrig jeg har oplevet så hurtig ekspedition derfra. Så tak for det.

Jeg bestak ham til at prøve DET HELE med 15 minutters ipad-tid efter spisetid, hvor der normalt ikke er alene-skærmtid her i huset. Først pakkede vi underbukserne ud, som vi med det samme kunne se var alt for små. Dernæst de tre skjorter, som var for smalle. Herefter fulgte de langærmede t-shirts, som han beskrev som spændetrøjer! T-shirten med den ekstra dybe halsudskæring duede ikke i ærmerne. Og ENDELIG succes. De to helt almindelige t-shirts fungerede. Herefter fulgte natbukser, som blev forkastet. Og alle fire par joggingbukser duede ikke. Især fordi ribkanten for neden var for stram, og ellers bare fordi de ikke sad ordentligt.

Så alt er nu pakket ned i posen for at skulle sendes retur (hurra for fri fragt og gratis retur). Altså undtagen de to t-shirts, som ikke er noget, han mangler her og nu. Jeg ved derfor, hvad resten af min aften skal gå med. Det er bare op på hesten igen.

Kriterierne er klare:

  • Ikke noget, der sidder for langt op i halsen.
  • Ikke noget, der strammer under armene.
  • Ikke noget, som klemmer rundt om anklerne.
  • Ikke noget, der generelt sidder for tæt på kroppen.
  • Gerne noget, der er løst og behageligt, og som sidder ordentligt.

Ja tak! Udfordringen er grebet, og jeg fortsætter ufortrødent og glæder mig så meget til han stopper med at vokse. De sidste 3-4 år har det været omkring 8-10 cm om året, og på et tidspunkt får det en naturlig ende. Jeg husker desuden mig selv på, at det tog ca. et halvt år at finde støvler, som duede, så nu håber jeg bare at finde tøj der passer til sommer, inden sommeren er forbi.

Det skal nok gå… tror jeg!

Det bliver jeg i hvert fald ved med at overbevise mig selv om. At det hele nok skal gå, og at det alligevel ikke nytter noget at bekymre sig.

Jeg taler lige nu om min søns vigende faglige fremskridt. Han har et godt hoved, men det er svært at overbevise ham om, at det er vigtigt at give skolearbejdet en skalle. Der er andre ting, som er vigtigere, synes han. Og han siger selv, at det bare tager tid for ham.

Det er virkelig mit højeste ønske at tro på, at han har ret. At det bare er tiden, der skal arbejde for ham og os, så skal det nok komme. Men jeg ser også, at hans grundskoletid jo slutter inden vi får set os om, og hvad nu hvis han alligevel ikke har nogle grundlæggende færdigheder i dansk, matematik og sprog på plads, for ikke at tale om en forståelse for fysik, biologi, samfundsfag og de andre fag, som er en del af den danske folkeskole? Hvilke muligheder har han så og hvilke veje er lukkede?

Jeg begynder at tænke, om det er nok med det gode hoved. Om ikke det kræver en mere dedikeret indsats og noget vedholdenhed for at opnå noget af mere faglig karakter i livet, og en forståelse af, at det kræver en indsats at lære noget nyt.

Når jeg så snakker med min søn om, at det er fordi han bliver nødt til at viske fejlene i stavebogen helt ud, så man ikke kan se det, han tidligere skrev, før han kan skrive noget nyt, så bliver jeg sgu lidt tvivlende om, hvorvidt der er for mange forhindringer (som han nogle gange stiller op for sig selv) for at komme i mål med det, som er nødvendigt for at få de grundlæggende færdigheder, jeg ser som relevante for at komme godt i vej.

Men jeg ved, at det nok skal gå. Ser jeg tilbage og tænker på, hvordan vores liv så ud for 2-3 år siden, så er der jo store fremskridt. Måske ikke så mange og så hurtige rent fagligt, men der er mange andre forhold, som har forbedret sig. Andre er måske gået lidt i den anden grøft, men det går jo alligevel.

Jeg vil måske prøve skrue lidt ned på mine forventningsknapper. Tror det er der, sagen ligger begravet. Omvendt synes jeg heller ikke det er en skam at have forventninger på sine børns vegne. Og de vigende forventninger kan også blive en sovepude og en undskyldning for ikke at prøve. Og uanset, så går det nok.

Bare en lille onsdagsrefleksion. Der er lys for enden at tunnellen.