Det skal nok gå… tror jeg!

Det bliver jeg i hvert fald ved med at overbevise mig selv om. At det hele nok skal gå, og at det alligevel ikke nytter noget at bekymre sig.

Jeg taler lige nu om min søns vigende faglige fremskridt. Han har et godt hoved, men det er svært at overbevise ham om, at det er vigtigt at give skolearbejdet en skalle. Der er andre ting, som er vigtigere, synes han. Og han siger selv, at det bare tager tid for ham.

Det er virkelig mit højeste ønske at tro på, at han har ret. At det bare er tiden, der skal arbejde for ham og os, så skal det nok komme. Men jeg ser også, at hans grundskoletid jo slutter inden vi får set os om, og hvad nu hvis han alligevel ikke har nogle grundlæggende færdigheder i dansk, matematik og sprog på plads, for ikke at tale om en forståelse for fysik, biologi, samfundsfag og de andre fag, som er en del af den danske folkeskole? Hvilke muligheder har han så og hvilke veje er lukkede?

Jeg begynder at tænke, om det er nok med det gode hoved. Om ikke det kræver en mere dedikeret indsats og noget vedholdenhed for at opnå noget af mere faglig karakter i livet, og en forståelse af, at det kræver en indsats at lære noget nyt.

Når jeg så snakker med min søn om, at det er fordi han bliver nødt til at viske fejlene i stavebogen helt ud, så man ikke kan se det, han tidligere skrev, før han kan skrive noget nyt, så bliver jeg sgu lidt tvivlende om, hvorvidt der er for mange forhindringer (som han nogle gange stiller op for sig selv) for at komme i mål med det, som er nødvendigt for at få de grundlæggende færdigheder, jeg ser som relevante for at komme godt i vej.

Men jeg ved, at det nok skal gå. Ser jeg tilbage og tænker på, hvordan vores liv så ud for 2-3 år siden, så er der jo store fremskridt. Måske ikke så mange og så hurtige rent fagligt, men der er mange andre forhold, som har forbedret sig. Andre er måske gået lidt i den anden grøft, men det går jo alligevel.

Jeg vil måske prøve skrue lidt ned på mine forventningsknapper. Tror det er der, sagen ligger begravet. Omvendt synes jeg heller ikke det er en skam at have forventninger på sine børns vegne. Og de vigende forventninger kan også blive en sovepude og en undskyldning for ikke at prøve. Og uanset, så går det nok.

Bare en lille onsdagsrefleksion. Der er lys for enden at tunnellen.

Bruger alle redskaberne i øjeblikket…

Nogle gange rammer livet lidt hårdt. Faktisk sker det igen og igen på måder, som jeg ikke havde forestillet mig. Og alligevel tager jeg mig selv i at tro, at jeg kan kontrollere det hele, vel vidende at det ikke er muligt…

Det var været nogle ualmindeligt hektiske uger på mange måder, og jeg får virkelig testet om de redskaber, som jeg underviser i, holder foredrag om og er ved at skrive bog om, virker i virkeligheden.  Læs videre “Bruger alle redskaberne i øjeblikket…”

Gæst i Forfatterhjørnet – podcast

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det var for mig at møde Charlotte Heje Haase, som er forfatter og skrivementor. Det var en dejlig oplevelse, og vores samtale var virkelig intens og givende på så mange planer. Sådan en samtale, som løfter sig over almindelig hverdagssnak og hvor jeg havde følelsen af være fuldt til stede med Charlotte i en snak om sensitivitet, kreativitet, at være fuldt til stede og selvfølgelig om det at skrive. Undervejs i samtalen glemte jeg ALT om, at andre skulle lytte med, hvilket betød at jeg bagefter blev lidt skræmt af, hvad jeg nu havde sagt. Jeg kunne næsten ikke huske det, blot at det var en samtale af stor værdi for mig. Læs videre “Gæst i Forfatterhjørnet – podcast”

En farlig verden!

Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg var som barn, så husker jeg mig selv som et ængsteligt barn på mange måder. Jeg grublede og tænkte og bekymrede mig om alt muligt. Både om stort og småt.

Eksempelvis var jeg det, jeg i dag kalder en selektiv spiser. Altså kræsen. Jeg spiste meget ensidigt og især kogte kartofler kunne jeg næsten ikke klemme ned. Jeg husker, hvordan der (også) mens jeg var barn, var hungersnød i Afrika, og jeg hørte (som andre måske også har hørt) argumentet om at skulle spise op, fordi man skulle tænke på de sultne børn i Afrika. Forstået på den måde, at vi skulle være taknemmelige for, at vi fik mad at spise hver dag. Læs videre “En farlig verden!”

2017 – på den sidste dag

En tidlig morgen i stearinlysets skær, sidder jeg og gør status over et år, som næsten er rindet ud. Jeg advarer på forhånd om, at dette skriv er blevet lidt langt. I går blev jeg mindet om min statusopdatering fra 30. december 2016 på facebook, som var et skelsættende år på mange måder. I denne opdatering havde jeg også skrevet mit manifest for 2017, og det var som følger:

Jeg vil være langsom og eftertænksom.
Jeg vil lade tingene komme.
Jeg vil bruge mere krop end hjerne.
Jeg vil dyrke stilheden.
Jeg vil være mere offline.
Jeg vil skrive.
Jeg vil være nærværende.
Jeg vil synge.
Jeg vil hjælpe mennesker med min viden.
Jeg vil bare være… Læs videre “2017 – på den sidste dag”