Da jeg startede som selvstændig, udviklede jeg et par onlinekurser, som jeg solgte. Dels for at vise, hvad jeg dengang kunne, og dels for at øve mig i at bygge et kursus op. Det er ved at være nogle år siden, men efterhånden som flere og flere kommer forbi hjemmesiden, får jeg hele tiden nye forespørgsler på disse onlinekurser med tilhørende arbejdsmateriale.
Selv om kurserne har lidt år på bagen, så er indholdet stadig relevant, og jeg anvender stadig grundtankerne derfra i de kurser, jeg holder nu. Dog er de naturligvis videreudviklet og udvidet med tiden, efterhånden som jeg er blevet mere erfaren.
Derfor har jeg bestemt, at de to kurser nu bliver gratis tilgængelige for alle. Du kan hente forløb og materialer nedenfor. Jeg kan sige, at jeg ikke har gennemtjekket det for nyligt, så jeg beklager, hvis der er fejl og mangler og links, der ikke længere virker osv. Bare så du ved det.
Jeg udsteder ikke kursusbeviser, da jeg ikke kan stille garanti for, at deltageren har gennemført kurset.
Stressfaktorer
På dette kursus kan du få øje på, hvilke belastninger der er i dit og dit barns hverdag. Du lærer også at identificere dér, hvor dit barn sidder “i opladeren” og hvor du ved, at risikoen for nedsmeltning og konflikt er minimal. Brug også kurset i forhold til dig selv og finde ud af, hvad du skal få plads til mere af i din hverdag, så der bliver en bedre balance.
Manual (pdf-fil, som du kan downloade): Onlinekursus identifikation af stressfaktorer
Øvelseshæfte (wordfil, som du kan downloade): Øvelseshæfte onlinekursus Stressfaktorer
Konflikthåndtering
Dette kursus præsenterer samarbejdsbaseret opgaveløsning som en metode til at håndtere forudsigelige og genkendelige konflikter med dit barn. Kurset består af en kursusmanual (ca. 60 sider) med masser af videoer, beskrivelser, øvelser og erfaringer samt et opgavehæfte, som bruges sideløbende med kurset.
Der er 7 trin i kurset:
1 – Velkomst og overblik over indhold
2 – Konfliktens DNA
3 – Konfliktlinjen, og hvordan vi bevæger os op og ned i følelsesmæssig intensitet
4 – Identifikation af forudsigelige og genkendelige konflikter
5 – Plan ABC, samarbejdsbaseret opgaveløsning
6 – Typiske problemer
7 – Afslutning og det videre arbejde.
Det er de tunge drenge indenfor konflikthåndtering, Ross Greene og Bo Hejlskov Elvén, hvis forskning og metoder, jeg har taget udgangspunkt i. Desuden lægger jeg vægt på, at vi som forældre skal drage omsorg for os selv, hvorfor jeg bruger forskning af Kristin Neff om self-compassion.
Som altid bruger jeg mig selv som eksempel (både når jeg fejler, er selvkritisk og når det går godt).
Der er masser af inspirerende videoer, et hav af relevante opgaver samt tekst og billeder som forklarer. Du vil ikke blive skuffet, det lover jeg.
Manual (pdf-fil, som du kan downloade): Onlinekursus konflikthåndtering
Øvelseshæfte (wordfil, som du kan downloade): Arbejdshæfte til onlinekursus – konflikthåndtering
VÆRSGO’ og selv tak!