Det skal nok gå… tror jeg!

Det bliver jeg i hvert fald ved med at overbevise mig selv om. At det hele nok skal gå, og at det alligevel ikke nytter noget at bekymre sig.

Jeg taler lige nu om min søns vigende faglige fremskridt. Han har et godt hoved, men det er svært at overbevise ham om, at det er vigtigt at give skolearbejdet en skalle. Der er andre ting, som er vigtigere, synes han. Og han siger selv, at det bare tager tid for ham.

Det er virkelig mit højeste ønske at tro på, at han har ret. At det bare er tiden, der skal arbejde for ham og os, så skal det nok komme. Men jeg ser også, at hans grundskoletid jo slutter inden vi får set os om, og hvad nu hvis han alligevel ikke har nogle grundlæggende færdigheder i dansk, matematik og sprog på plads, for ikke at tale om en forståelse for fysik, biologi, samfundsfag og de andre fag, som er en del af den danske folkeskole? Hvilke muligheder har han så og hvilke veje er lukkede?

Jeg begynder at tænke, om det er nok med det gode hoved. Om ikke det kræver en mere dedikeret indsats og noget vedholdenhed for at opnå noget af mere faglig karakter i livet, og en forståelse af, at det kræver en indsats at lære noget nyt.

Når jeg så snakker med min søn om, at det er fordi han bliver nødt til at viske fejlene i stavebogen helt ud, så man ikke kan se det, han tidligere skrev, før han kan skrive noget nyt, så bliver jeg sgu lidt tvivlende om, hvorvidt der er for mange forhindringer (som han nogle gange stiller op for sig selv) for at komme i mål med det, som er nødvendigt for at få de grundlæggende færdigheder, jeg ser som relevante for at komme godt i vej.

Men jeg ved, at det nok skal gå. Ser jeg tilbage og tænker på, hvordan vores liv så ud for 2-3 år siden, så er der jo store fremskridt. Måske ikke så mange og så hurtige rent fagligt, men der er mange andre forhold, som har forbedret sig. Andre er måske gået lidt i den anden grøft, men det går jo alligevel.

Jeg vil måske prøve skrue lidt ned på mine forventningsknapper. Tror det er der, sagen ligger begravet. Omvendt synes jeg heller ikke det er en skam at have forventninger på sine børns vegne. Og de vigende forventninger kan også blive en sovepude og en undskyldning for ikke at prøve. Og uanset, så går det nok.

Bare en lille onsdagsrefleksion. Der er lys for enden at tunnellen.

Når melankolien rammer…

På denne tid af året bliver jeg ofte ramt af melankoli. Jeg ved ikke, om det skyldes mørket, at året går på held eller at jeg bare er mere modtagelig på denne tid af året sådan generelt. Uanset har jeg brugt mange år på at kæmpe imod. Fordi jeg hader at have det sådan. Det er besværligt, ubehageligt og ubelejligt.

Det føles lidt som om en mørk sky lukker sig om mig, og at alt ser gråt ud, når jeg kigger ud. Som om glæden og lyset lige så stille suges ud af mig, også selv om jeg har så meget at glæde mig til og over. Det er ikke en rar fornemmelse og jeg bliver så ked af, at det er sådan, fordi det inficerer alt, hvad jeg gør, mens det er sådan. Præcis på samme måde, som det påvirker alt i mit liv, når jeg føler mig fuld af overskud og lys. Læs videre “Når melankolien rammer…”

TAK – af hjertet <3

I dag er det den amerikanske helligdag Thanksgiving. En dag, hvor amerikanerne siger tak for alt det, de har i livet. Tak for familie og venner, materielle goder, godt helbred og hvad de ellers kan finde på at takke for.

For godt et år siden sad jeg på Ørslev Kloster på skriveophold, hvor jeg lavede et minikursus og skrev en bog om taknemmelighed. Jeg dykkede ned i forskningen omkring denne praksis, og forstod at taknemmelige mennesker har mange psykologiske, fysiske og helbredsmæssige fordele. I kurset og den tilhørende e-bog er der masser af øvelser, som kan hjælpe med at få taknemmelighed som en daglig praksis. Læs videre “TAK – af hjertet <3”

Så simpelt, og alligevel så kompliceret

Faktisk var det noget så hverdagsagtigt som vasketøjet, der fik mig til at reflektere over vores liv. Med hovedet nede i vasketøjskurven på ungernes badeværelse, hvor det i øjeblikket udelukkende er min søn, der bidrager til beskidt tøj, kom jeg til at spekulere over, hvor simpelt hans liv egentlig er, og hvor kompliceret jeg samtidig prøver at betragte det.

Det simple består i forudsigeligheden, det velkendte, den vigende lyst til at prøve noget nyt og nå ja, så i at han skifter strømper og underbukser hver dag, nattøj to gange om ugen og tøj også to-tre gange om ugen. Derfor ved jeg præcist, hvor meget tøj han har brug for. Han har i øjeblikket fire par bukser (hvis jeg nu ikke får vasket så tit), to skovmandsskjorter, to trøjer, to sæt nattøj, nogle t-shirts til varmere dage, strømper og underbukser til ca. 10 dage. Og det er det. Det er alt, hvad han har i sin kommode af tøj. Derudover har han ét par sko, ét par støvler og én jakke. Det er nok! Læs videre “Så simpelt, og alligevel så kompliceret”

En dum situation håndteret på den helt rigtige måde

I fredags var der en rigtig dum situation for min søn på skolen, og jeg har tænkt meget over, om jeg skulle skrive det (med risiko for at udstille hans uhensigtsmæssige adfærd) eller om det var bedre at lade det gode eksempel, som skolen udviste, blive gemt væk. Så i aftes snakkede jeg med min søn om, at jeg gerne ville skrive om, hvor godt jeg synes skolen håndterede situationen, fordi jeg tror på, at det kan hjælpe andre med at prøve at håndtere lignende situationer på en måde, som skal gælde overfor ALLE børn.

Sagen er, som trofaste læsere allerede ved, at min søn er ekstremt lydfølsom. Han er meget modtagelig for indtryk i det hele taget, men høje lyde er ofte det, der kan skubbe ham ud over kanten. På skolen er der indført ny praksis i frikvarteret. Alle elever skal udenfor, og min søn har lavet en aftale med læreren om, at han går hen og fodrer kaninerne. Denne dag med en lærer og en pige fra en anden klasse. Læs videre “En dum situation håndteret på den helt rigtige måde”