Social tænkning – en anmeldelse og anbefaling

Anmeldelse: Social tænkning og mig

(Børnenes lærebog, bog 1 samt vejledning og øvelsesark, bog 2)

Jeg læste en artikel i autismebladet i marts måned om social tænkning, og tænkte straks at det lød som en anvendelig og forholdsvis metode, som vi (og mange andre) kunne bruge i vores hverdag. Da jeg opdagede, at det var samme forlag, som har udgivet min egen bog (Forlaget Pressto), kontaktede jeg forlæggeren for at høre om muligheden for at få lov at anmelde. Og det kunne jeg heldigvis godt.

Alle, som arbejder med børn og unge med autisme, ved at det er de sociale og komplekse hverdagssituationer, som skaber de største udfordringer. Vi kan snakke om det, forklare og anvise, hvad det vil være hensigtsmæssigt at gøre, men ofte bliver ordene værdiladede, når vi henviser til det, vi oplever børnene ”gør forkert”. Det får dem også til at føle sig forkert og det fratager dem ofte modet til at prøve igen.

Derfor bliver jeg meget glad, da jeg starter med at læse ordforklaringen, hvor alle vigtige begreber forklares kort. Forfatterne bruger modsætnings-ord, som ikke er gode og dårlige, men mere forklarende termer, som nemt kan indgå i vores daglige vokabular. Et hurtige blik på ordlisten, tænker jeg straks, at jeg vil lære at bruge ”at tænke med øjnene”, ”uskrevne regler”, ”forventet adfærd” og ”uventet adfærd” og ”små problemer” eller ”store problemer” sammen med reaktionerne herpå. Fordi det er helt almindelige hverdagsord, så bliver det ikke svært at få dem flettet ind i hverdagssproget. Læs videre “Social tænkning – en anmeldelse og anbefaling”

10 gode grunde til at favne din sensitive side

Der er mange årsager til, at vi skal være stolte af vores sensitivitet. Også selv om den ind i mellem spænder lidt ben for os.

Her er 10 gode grunde, som uddybes kort nedenfor.

 

1. Vi er empatiske.

Sensitive mennesker har iflg. Elaine Aron en ekstremt empatisk natur. Ind i mellem er det som om vi forstår andre mennesker før de forstår sig selv. Vi har meget nemt ved at sætte os ind i andre menneskers situation, og det er derfor vi er fantastiske pædagoger, lærere, sygeplejersker, psykologer og andre professioner, hvor vi hjælper andre. Det giver os også mange fordele i det private liv, fordi vi kan se og forstå ting fra flere sider. Absolut en prisværdig egenskab. Læs videre “10 gode grunde til at favne din sensitive side”

Pas nu godt på dig selv

Jeg har i dag været så priviligeret at få et skriv med i den lokale avis. Du kan også læse hele teksten her eller via linket til Viborg Stifts Folkeblad.

Pas på dig selv, men hvordan? 

Gennem livet møder vi høje og stejle bjerge, vi må bestige. Vi må gøre det selv, også selv om vores nærmeste prøver at gøre vejen så nem som muligt. De bringer os fornyet energi, når vi er på vej op ad bjerget med deres kærlighed og omsorg. I krisesituationer og når tilværelsen viser tænder, møder de os ofte med denne kærlige opfordring: At vi skal passe på os selv.

Mit eget bjerg er en søn med autisme. Vejen til at hjælpe ham til et godt liv er fyldt med snørklede veje og mørke afkroge af livet, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville møde. Jeg har stået ved en blindgyde på bjerget i perioder, eksempelvis da han i en periode virkelig mistrivedes i skolen. Det var en tid i mit liv, hvor jeg virkelig følte, at jeg ikke slog til som mor og menneske. Det var uendeligt svært at se en vej ud af denne situation, fordi han allerede var placeret i et specialskoletilbud. Dengang dog i en sammenhæng som ikke formåede at skabe de rammer, som var nødvendige.

Fra sidelinjen så venner og familie til at jeg for alvor kom i krise, da han endelig fik autismediagnosen. På én og samme tid en stor lettelse og samtidig det sværeste, jeg har oplevet i mit liv. Fordi jeg med min faglige baggrund ved, at det er et livslangt socialt handicap, og udsigterne til både uddannelse, arbejde og at kunne klare sig selv, ser væsentligt anderledes og mindre positive ud end for mit andet barn, som ikke har autisme.

Én ting var dog konstant: Rådet om at passe på mig selv. Jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg skulle gøre dette i praksis, fordi jeg ikke tidligere havde været i så dyb krise og fordi jeg ikke havde redskaberne til at håndtere en situation som denne. Så jeg gik på opdagelse for at undersøge, hvordan jeg skulle drage omsorg for mig selv. Med hjælp fra en dygtig præst blev jeg introduceret til den psykologiske tilgang compassion.

Compassion

Hvad er compassion? Direkte oversat betyder det omsorg eller medfølelse. Der findes ikke en rigtig god dansk oversættelse, som præcis rammer hvad ordet betyder. Det er noget med næstekærlighed, beroligelse, deltagelse, barmhjertighed og nænsomhed. Ord som kan beskrive den måde, vi instinktivt agerer overfor mennesker, der har det svært.

I min research viste det sig, at en amerikansk forsker ved navn Kristin Neff har undersøgt self-compassion, altså hvordan man drager omsorg for sig selv. Hun beskriver netop, at vi skal være overfor os selv som vi vil agere overfor en ven i nød. Et helt nyt perspektiv åbnede sig. Når jeg skal passe på mig selv, må jeg aktivere de samme mekanismer, som når jeg passer på en ven, der har det svært. Hvis en person i min nærhed går gennem en hård tid, ved jeg som regel godt, hvad jeg skal gøre: Lytte, tale i en beroligende tone, lade vedkommende læne sig op ad mig, give et kram og bare være der.

Som de fleste andre er jeg rigtig god til at være kritisk overfor mig selv. Således brugte jeg også i min dybe krise meget energi på at slå mig selv i hovedet med, at jeg jo måtte tage mig sammen og komme videre, stoppe med at tude og tage skeen i den anden hånd. Jeg er som de fleste er flasket op med, at krise og sorg er noget, vi skal overkomme. Gerne hurtigt, effektivt og på en måde, så det ikke er alt for grimt for omverdenen at se på. Det vil sige, at jeg ville skynde mig over på den anden side – renset, klar igen og helst i en fart. Da sorgen ramte, var det bare svært at se andet end det høje bjerg, der stod lige foran mig, og det er helt umuligt at tænke, at der faktisk findes en vej op ad det, eller måske nærmere rundt om det.

Med Kristin Neff i hånden har jeg lært:

  1. At jeg ikke er alene i min sorg. Når jeg står foran bjerget, kan det føles som om ingen i verden forstår, hvordan jeg har det. Det er sjældent tilfældet, og accepterer jeg præmissen om, at menneskelivet er hårdt for os alle sammen, bliver sorgen nemmere at bære.
  2. At mine følelser er helt ok. Også dem, som er ubehagelige og som jeg helst vil slippe for. Ved at give plads til at være ked af det uden at kritisere eller dømme, men blot ved at lægge mærke til det, der er, tilfører jeg omsorg for mig selv. Alt er som det skal være.
  3. At ingen tilstand varer ved. Alt forandres og bliver noget andet end det var for lidt siden. Hele tiden får jeg nye erfaringer, og jeg lærer at følelser og situationer kommer og går. Ved blot at sige til mig selv, at jeg ved, at dette er svært, og at det går over igen, kan jeg se på mig selv med compassion.

Viden er magt, siges der. Det kan jeg skrive under på. Viden om, hvordan jeg helt konkret drager omsorg for mig selv, når filmen ind i mellem knækker, har gjort, at jeg nu forholder mig til afgrunden med omsorg for mig selv. Jeg er stadig ved at bestige mit livs bjerg, ét skridt ad gangen. Nogen gange må jeg lidt nedad for at finde den rigtige sti. Ind i mellem er stien helt skjult bag buske, og andre gange ligger den for mine fødder som en bred motorvej med flere spor. Og det hele er ok. For nu har jeg lært, hvordan jeg passer bedre på mig selv.

 

Overnatning hos bedste

Min søn har i weekenden overnattet hos mine forældre. Min datter skulle holde stor 16 års fødselsdag, og det ville være bedst for alle, hvis min søn ikke var hjemme.

Mine forældre har altid været søde til at have ham (og min datter) på weekend. Det er dog ikke altid uden udfordringer. Min søn vil efter eget udsagn “bare helst være herhjemme”, hvilket også gør, at vi ikke presser meget på for at sende ham af sted. I en periode havde vi en aftale ca. en weekend om måneden. Selv om jeg vidste at han helst ville blive hjemme, så gik det som regel godt hos bedste, og samtidig fik vi mulighed for at give vores datter fuld opmærksomhed (i det omfang hun havde lyst). Og også lidt tid til hinanden uden forstyrrelser.

Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvordan det må være at være bedsteforældre til et barn med autisme, men fordi jeg nu har valgt at udbyde et kursus om denne rolle, har jeg gjort mig nogle tanker (og læst lidt forskelligt).  Læs videre “Overnatning hos bedste”

Ferietid er arbejdstid – fra arkivet

Udgivet på mortilsensitiv.dk den 6. april 2015

Stod det til min søn, skulle han ikke have tøj på (eller skifte underbukser), uden for en dør, lave andet end at spille/bruge en skærm og spise morgenmadsprodukter hele ferien.

Det har han også fået lov til et par dage (jeg har dog insisteret på at han skifter underbukser, haha). Men jeg har behov for, at han kommer udenfor og at han også løsriver sig fra skærmen nogle timer hver dag. Ellers ville vi nærmest ikke have kontakt med ham – undtagen når vi spiller sammen med ham.

På nær et par dage har vores plan været som i weekender. Dvs. man bestemmer selv indtil frokost, så skal vi lave noget sammen indtil vi har fået eftermiddagsmad og herefter må man selv bestemme igen. Det er dog et krav, at man kommer til måltider og deltager i disse. Sengetid er omkring kl. 21 – uanset hvad.

Når jeg er så meget hjemme til hverdag (fordi jeg arbejder hjemmefra med at skrive speciale), så har jeg altså behov for at komme ud, når vi har ferie. Min mand er jo også afsted hver dag, så han nyder at kunne tusse rundt herhjemme og arbejde lidt i haven. Min datter er lidt som mig, hun vil gerne ud af huset. Det giver lidt udfordringer, når jeg mener at de timer efter frokost skal bruges på at komme på tur til sø og skov og min søn bare synes, at vi skal køre “ruten” (ca. 1-2 km rundt i kvarteret), hvis han overhovedet vil udenfor. Så vi har forsøgt at lave forskellige kompromis’er. Jeg har været med på legeplads nogle dage og han har været med på tur nogle dage. Men stod det til mig, skulle vi på kunstmuseum, til Vesterhavet og meget mere. Det bliver det bare ikke til…

Nu er ferien næsten forbi, og jeg glæder mig til hverdag igen, hvor jeg har huset lidt for mig selv og tid til at arbejde uden forstyrrelser på bogredigering og speciale. Jeg synes faktisk, at det er et stort arbejde at holde ferie, især fordi jeg ikke bare synes, at min søn skal flyde alle ti dage. Og når jeg har planer, så er det jo mit ansvar at sørge for, at de bliver overholdt…

De næste tre uger står den på intensiv konfirmationsforberedelse. Min datter har glædet sig i snart tre år, så nu er vi altså ved at være tæt på…

Kommentar fra i dag, 10. april 2017

Jeg kunne skrive næsten det samme i dag. Ferietid er dejligt, men også lidt anstrengende, når daglige rutiner er med til at opretholde en struktur. Jeg skal også arbejde, mens de andre har ferie. Dels på nogle opgaver, som ligger sidst i april, bogskrivning (igen) og lidt i kirke. alt mens min datter også har 16 års fødselsdag. Heldigvis holder jeg også fri ind i mellem.

Hvordan har du det med ferie?