Din bog sælger ikke sig selv…
Jeg troede – lidt naivt ved den første bog, at når jeg havde et forlag i ryggen, så kunne jeg læne mig lidt tilbage og bare hæve en check, når bogen nærmest solgte sig selv. Ikke bare lidt, men meget naivt. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget af salgsarbejdet, jeg selv var ansvarlig for og selv skulle gøre.
At sælge bøger er svært! Der er virkelig mange bøger derude om relaterede emner, og at overbevise nogen om, at de skal bruge deres surt opsparede penge på at købe de ord, du har brugt et eller to år (eller mere) på at sammensætte, har vist sig at være en vanskeligere opgave, end jeg i første omgang havde forestillet mig. Også fordi jeg hverken hedder Sara Blædel eller Jussi Adler-Olsen eller et andet navn, som er på alles læber.
Derfor ønsker forlagene også, at du har god adgang til dine læsere, så du kan skubbe en bog i favnen af dem, fordi det, du har skrevet, er uundværligt for dem at læse. En god fagbog sælger ikke sig selv – uanset, hvor godt du skriver. Altså med mindre du har et stort navn indenfor dit felt, som alle kender, og selv her er det ikke en selvfølge – har jeg hørt. Har du til gengæld en personlig fortælling, du kan smide i puljen, når der skal sendes pressemeddelelser ud og forsøge at tiltuske dig spalteplads i forskellige medier, så er det bestemt en fordel, men ikke altid nok.
Jeg drømmer stadig om at se en af mine bøger på hylden i en boghandel, og jeg drømmer især om at se mit navn på en bestsellerliste. Og der er lang vej endnu. Jeg kan fortælle, at jeg har solgt omkring eller i underkanten af 2000 eksemplarer af hver af de tre fagbøger (Dit sensitive barn – udgivet i 2016, Arousal og Compassion – udgivet i 2021 og Omsorgstræthed – udgivet i 2022). Heraf har jeg selv langet ca. halvdelen af alle bøger over disken til foredrag og kurser, samt via mine sociale medier og min hjemmeside (meget få). Derfor er det heller ikke noget, jeg tjener kassen på. Men mere om økonomi i et kommende indlæg.
Kommer du igennem nåleøjet hos et forlag, skal du derfor forberede dig på at skulle bruge rigtig mange kræfter på at få solgt din bog. Hvilket for mig er meget hårdere arbejde end at skrive bogen.