Det bliver jeg i hvert fald ved med at overbevise mig selv om. At det hele nok skal gå, og at det alligevel ikke nytter noget at bekymre sig.
Jeg taler lige nu om min søns vigende faglige fremskridt. Han har et godt hoved, men det er svært at overbevise ham om, at det er vigtigt at give skolearbejdet en skalle. Der er andre ting, som er vigtigere, synes han. Og han siger selv, at det bare tager tid for ham.
Det er virkelig mit højeste ønske at tro på, at han har ret. At det bare er tiden, der skal arbejde for ham og os, så skal det nok komme. Men jeg ser også, at hans grundskoletid jo slutter inden vi får set os om, og hvad nu hvis han alligevel ikke har nogle grundlæggende færdigheder i dansk, matematik og sprog på plads, for ikke at tale om en forståelse for fysik, biologi, samfundsfag og de andre fag, som er en del af den danske folkeskole? Hvilke muligheder har han så og hvilke veje er lukkede?
Jeg begynder at tænke, om det er nok med det gode hoved. Om ikke det kræver en mere dedikeret indsats og noget vedholdenhed for at opnå noget af mere faglig karakter i livet, og en forståelse af, at det kræver en indsats at lære noget nyt.
Når jeg så snakker med min søn om, at det er fordi han bliver nødt til at viske fejlene i stavebogen helt ud, så man ikke kan se det, han tidligere skrev, før han kan skrive noget nyt, så bliver jeg sgu lidt tvivlende om, hvorvidt der er for mange forhindringer (som han nogle gange stiller op for sig selv) for at komme i mål med det, som er nødvendigt for at få de grundlæggende færdigheder, jeg ser som relevante for at komme godt i vej.
Men jeg ved, at det nok skal gå. Ser jeg tilbage og tænker på, hvordan vores liv så ud for 2-3 år siden, så er der jo store fremskridt. Måske ikke så mange og så hurtige rent fagligt, men der er mange andre forhold, som har forbedret sig. Andre er måske gået lidt i den anden grøft, men det går jo alligevel.
Jeg vil måske prøve skrue lidt ned på mine forventningsknapper. Tror det er der, sagen ligger begravet. Omvendt synes jeg heller ikke det er en skam at have forventninger på sine børns vegne. Og de vigende forventninger kan også blive en sovepude og en undskyldning for ikke at prøve. Og uanset, så går det nok.
Bare en lille onsdagsrefleksion. Der er lys for enden at tunnellen.
Åh, det er så genkendrligt. Vi har haft et par år, hvor det gik rimelig nemt fordi der var én slags bukser og én slags langærmede bluser og én slags kortærmede bluser fra H og M, som føltes rigtige for min søn. Så det var bare at købe en størrelse større indimellem. Men så begyndte de at producere de langærmede i noget andet stof og nu er han ved at vokse ud af den største børnestørrelse. Så det er også helt forfra her. Man må nok bare glæde sig over at postordre findes.
Min søn er simpelthen vokset som sindsyg. Det eneste, som jeg kan blive ved med at få af det tøj, han bruger, er strømper, hvor jeg har fundet nogle rigtig gode fra http://www.sanse-liv.dk. Tror det er bambus.
Flere skrev på FB, at de selv syede, så det kan være, at jeg skal have støvet den gamle symaskine af…
Hvor er det sjovt, hvordan vores liv følges ad på alle mulige måder 😉
Knus,
Anne-Mette