En anden fødselar på Kronprinsens fødselsdag

Jeg er royalist! Til fingerspidserne. Når der er kongeligt bryllup, fødselsdag, nytårstaffel eller andet, følger jeg med. I går var jeg dog til min svogers fødselsdag, så jeg kunne ikke følge med i fødselsdagsfejringen af Kronprinsen. Min søster sendte dog en update om, at jeg skulle se Marys tale, så det gjorde jeg i nat kl. 01, da vi kom hjem.

Hvert år på Kronprins Frederiks fødselsdag mindes jeg også en anden fødselar ud over min svoger. Min veninde Hanne. Hun blev 29 år gammel. Hendes alt for korte liv har haft stor betydning for mange af de beslutninger jeg har taget om, hvordan jeg vil leve mit eget liv.

Første gang jeg mødte Hanne, var til gravidsvømning, da jeg ventede min datter, som nu er 17. Da jeg så Hanne, var min første tanke, at hende ville jeg virkelig gerne være veninde med. Vi gik til svømning sammen i nogle måneder, men jeg fik ikke taget mod til mig i forhold til at skabe yderligere kontakt. Hvilket ærgrede mig. Heldigvis mødte vi hinanden igen til efterfødselsgymnastik, og her spurgte jeg hende, om hun havde lyst til at gå en tur med barnevognene. Det ville hun heldigvis gerne, og vi gik rundt om Søndersø i Viborg et par gange om ugen, mens vi begge var på barsel. Her snakkede vi om at være mor for første gang, hvordan vi skulle jonglere job og barn og alt det andet, som optager en førstegangsmor. Jeg glædede mig hver eneste gang til disse gåture, og ønskede altid, at turen rundt om søen skulle vare længere.

Vi startede begge på arbejde, da vores piger var omkring 9 måneder gamle. Dengang var der kun et halvt års barsel og en forældreorlov på økonomisk dårligere vilkår. Jeg arbejdede dengang fuld tid med indkøb af dingenoter og dippedutter på Grundfos i Bjerringbro. Begge vores piger var i dagpleje, hvilket for mit vedkommende betød, at jeg afleverede min datter før kl. 7 hver morgen og hentede hende kl. 16. Det var benhårdt, synes jeg. Faktisk ønskede jeg at gå ned i tid, men det var der ikke så stor tradition for på Grundfos dengang, og samtidig arbejdede min mand (og gør i øvrigt stadig) også på “Fossen”, så vi kørte sammen til og fra arbejde.

Kontakten til Hanne blev sværere at vedligeholde. Dengang var der ikke facebook og sms eller andre af de medier, vi bruger i dag til at holde kontakt med hinanden, men vi skrev mails til hinanden. Jeg har stadig de gamle mails. Vi skrev blandt andet om, hvor svært det var at få det hele til at hænge sammen med fuldtidsjobs og små børn. Gåturene forsvandt helt naturligt, fordi hver vores liv handlede om arbejde og familie.

Hanne og hendes familie flyttede lidt udenfor byen, og en eftermiddag cyklede min mand, datter og jeg på spontant besøg. Vi bankede på, og de var heldigvis hjemme. Vi blev vist rundt i deres nye hus, og vi satte os for at få en forfriskning mens pigerne, som på det tidspunkt var ca. 16 måneder og lige var begyndt at gå, trissede rundt og legede. Da fortalte Hanne, at hun var syg. At hun havde fået lungekræft. Hun var som altid optimistisk og fortalte om behandlingsmulighederne, men det var virkelig et stort chok. Jeg ringede til hende et par gange i den efterfølgende tid. Hun fortalte igen om nye behandlingsmuligheder, vist nok i Tyskland, og hun var igen optimistisk og positiv i sin tankegang.

Den 11. oktober døde Hanne. Jeg fandt ud af det hos mine svigerforældre, hvor jeg så dødsannoncen i avisen. Jeg var helt knust. Mine tanker gik til hendes lille datter, som nu var halvandet år og selvfølgelig til hendes mand og øvrige familie. Jeg deltog i begravelsen, og det var simpelthen noget at det mest triste, jeg har været med til. Fuldstændig forfærdeligt og helt urimeligt, at hendes liv ikke skulle blive længere. 29 år var alt, alt for lidt.

Hendes alt for tidlige død satte virkelig tanker igang hos mig, og den er mere eller mindre direkte årsag til, at jeg to år senere gik på barsel med min søn vel vidende, at mine dage som fuldtidsmedarbejder på Grundfos (eller nogen som helst andre steder for den sags skyld) var forbi. Jeg ønskede ikke at leve et liv, hvor jeg kun så mine børn i ydertimerne af dagen, så jeg sagde mit arbejde op uden sikkerhedsnet og siden har jeg valgt friheden (og i lange perioder uden eller med en meget lille indtægt som følge). Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund.

Så kære Hanne. Tillykke med din 45 års fødselsdag. Jeg sender dig en tanke på denne dag (som var i går) ligesom jeg gør så mange andre dage. Jeg savner dig og mit hjerte bløder, når jeg tænker på, at din datter må leve sit liv helt uden dig og uden at lære dig at kende. Det er ikke meningen, at det skal være sådan. Du skal vide, at du har gjort en meget stor forskel i mit liv, på trods af at vi kun nåede at kende hinanden i halvandet år. Næste gang jeg går eller løber rundt om Søndersø, vil som så mange andre gange svinge forbi dit gravsted og reflektere over livets flygtighed og huske på, at ingen kan være sikre på morgendagen. Derfor har jeg valgt ydmyghed og taknemmelighed som to af mine vigtigste værdier i mit liv. Tak for alt var du var – for mig og for så mange andre.

Æret være Hannes minde.

 

2 kommentarer til “En anden fødselar på Kronprinsens fødselsdag”

  1. Bliver helt berørt… osse fordi vi står med en kræft diagnose som desværre er opdaget for sent….. vi glemmer aldrig din smukke sang til min mands 60 års fødselsdag… vi skal huske at leve mens vi kan…
    Tanker og knus Ilse Frøstrup Juul

    1. Kære Ilse.
      Jeg er ked af at høre om jeres situation. Jeg husker stadig tydeligt “Smuk som et stjerneskud” for nogle år siden.
      – Og ja, vi må leve livet lige nu og her, fordi der ingen garantier findes for hos om at vi bliver gamle og dør stille og roligt i vores egen seng omgivet af dem, vi elsker. Som sanger til begravelser har jeg set alt for mange eksempler på skæbner som Hannes.
      Kærligst,
      Anne-Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *