NOK!

Overskriften kan godt indikere, at der nu kommer et indlæg om, at jeg har fået nok! At noget er for galt og at jeg vil brokke mig over en uretfærdighed eller to. Men intet er længere fra sandheden. Det handler ganske enkelt om, at både du og jeg er nok.

Det meste af mit liv har jeg brugt rigtig meget energi på følelsen “ikke-god-nok”. Du kender det måske fra dig selv. Ikke-god-nok mor, ikke-god-nok datter, ikke-god-nok søster, veninde, medarbejder, nabo eller varianten ikke-tynd-nok, ikke-sød-nok, ikke-dygtig-nok, ikke-smuk-nok for slet ikke at tale om sådan helt generelt ikke at være god nok som menneske. Følelsen af ikke at slå til i alle livets forhold.

Vi lever i en verden, som aldrig kan få nok. Hvor vi som udgangspunkt aldrig helt slår til. Vi skal stræbe efter at uddanne os hele livet, vi skal spise sundt og ikke for meget, dyrke masser af motion, være sociale og ambitiøse mennesker, gode forældre med god tid til børnene og i det hele taget gøre alting tæt på perfekt. Når vi rækker verden vores lillefinger, vil den have hele armen. Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi føler os utilstrækkelige.

Altså nu skriver jeg “vi” ud fra den antagelse af, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. Hvis det ikke er tilfældet, så tillykke! Og del for pokker ud af alle dine fif til, hvordan du er kommer dertil.

Hvor stammer min følelse af ikke-god-nok egentlig fra? Er der nogen, der har fortalt mig det? Mine forældre? Mine børn? Min mand, mine veninder eller mine arbejdsgivere? Svaret er nej. Tværtimod, faktisk. Der er dog ind i mellem en foredragsgæst, som gerne vil – på en meget lidt anerkendende måde -fortælle mig i en evaluering, at jeg ikke levede op til deres forventninger, men ellers kommer følelsen af ikke-god-nok indefra.  Fra min egen indre selv-kritiker, som til tider overtager alle mine tanker og følelser.

For at følelsen ikke-god-nok skal opstå, må der være noget andet, som jeg synes er nok. Som kan leve op til mine tårnhøje forventninger til mig selv. Ofte finder jeg disse forestillinger om, hvordan jeg skal være ved at se på mine omgivelser. Både de nære, men også mere bredt i diverse medier. For at føle mig mangelfuld må jeg have nogen at sammenligne mig med. Og typisk nogen, som er tyndere, smukkere, bedre forældre, klogere, bedre uddannet og som lever sundere, dyrker mere motion og er en bedre ægtefælle end jeg selv er. En psykolog fortalte mig engang, at sammenligninger typisk ikke falder ud til min fordel. Når jeg måler mig med andre, er det oftest overfor dem, som er bedre kørende på alle fronter end jeg selv er og ikke modsat.

Men helt ærligt. Det kan jeg faktisk ikke være bekendt overfor mig selv. Fordi jeg ER nok. Udfordringen er blot at overbevise mig selv om, at det er sandt. På en dag som i dag, er det faktisk ikke svært. Jeg får ros på mine arbejdspladser, der kommer arbejde ind i indbakken, jeg får løbet, brugt tid med især min søn (fordi min datter ikke er hjemme), jeg har tid til at lave en rigtig lækker middag og jeg er i balance med mig selv. I dag. Det svære er på de dage, hvor jeg ved, at følelsen af ikke-god-nok kommer snigende og får mig til at lægge mig fladt ned. Hvor jeg ikke formår at have overskud til at lytte til en veninde eller måske endda afvise hende, hvor jeg ikke føler jeg slår til på mit arbejde, hvor en dårlig kommentar fra et foredrag slår mig helt ud eller hvor jeg bruger lidt for meget tid på sofaen i selskab med Friends frem for at lave noget fornuftigt. De dage har jeg især brug for at blive mindet om, at jeg er god nok, og at jeg gør det så godt jeg kan.

Så min livslange mission er at overbevise mig selv om, at jeg er nok. At jeg lever mit liv efter bedste overbevisning og at jeg prøver så godt, jeg kan i alle livets forhold. På dage, hvor jeg overmandes af ikke-god-nok, vil jeg øve mig i at række ud til dem, der kan hjælpe mig med at overbevise mig om det modsatte. Eller som bare kan lytte og hjælpe mig med at bære min følelse af utilstrækkelighed sammen med mig. Fordi jeg er god nok.