Jeg har i dag været så priviligeret at få et skriv med i den lokale avis. Du kan også læse hele teksten her eller via linket til Viborg Stifts Folkeblad.

Pas på dig selv, men hvordan? 

Gennem livet møder vi høje og stejle bjerge, vi må bestige. Vi må gøre det selv, også selv om vores nærmeste prøver at gøre vejen så nem som muligt. De bringer os fornyet energi, når vi er på vej op ad bjerget med deres kærlighed og omsorg. I krisesituationer og når tilværelsen viser tænder, møder de os ofte med denne kærlige opfordring: At vi skal passe på os selv.

Mit eget bjerg er en søn med autisme. Vejen til at hjælpe ham til et godt liv er fyldt med snørklede veje og mørke afkroge af livet, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville møde. Jeg har stået ved en blindgyde på bjerget i perioder, eksempelvis da han i en periode virkelig mistrivedes i skolen. Det var en tid i mit liv, hvor jeg virkelig følte, at jeg ikke slog til som mor og menneske. Det var uendeligt svært at se en vej ud af denne situation, fordi han allerede var placeret i et specialskoletilbud. Dengang dog i en sammenhæng som ikke formåede at skabe de rammer, som var nødvendige.

Fra sidelinjen så venner og familie til at jeg for alvor kom i krise, da han endelig fik autismediagnosen. På én og samme tid en stor lettelse og samtidig det sværeste, jeg har oplevet i mit liv. Fordi jeg med min faglige baggrund ved, at det er et livslangt socialt handicap, og udsigterne til både uddannelse, arbejde og at kunne klare sig selv, ser væsentligt anderledes og mindre positive ud end for mit andet barn, som ikke har autisme.

Én ting var dog konstant: Rådet om at passe på mig selv. Jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg skulle gøre dette i praksis, fordi jeg ikke tidligere havde været i så dyb krise og fordi jeg ikke havde redskaberne til at håndtere en situation som denne. Så jeg gik på opdagelse for at undersøge, hvordan jeg skulle drage omsorg for mig selv. Med hjælp fra en dygtig præst blev jeg introduceret til den psykologiske tilgang compassion.

Compassion

Hvad er compassion? Direkte oversat betyder det omsorg eller medfølelse. Der findes ikke en rigtig god dansk oversættelse, som præcis rammer hvad ordet betyder. Det er noget med næstekærlighed, beroligelse, deltagelse, barmhjertighed og nænsomhed. Ord som kan beskrive den måde, vi instinktivt agerer overfor mennesker, der har det svært.

I min research viste det sig, at en amerikansk forsker ved navn Kristin Neff har undersøgt self-compassion, altså hvordan man drager omsorg for sig selv. Hun beskriver netop, at vi skal være overfor os selv som vi vil agere overfor en ven i nød. Et helt nyt perspektiv åbnede sig. Når jeg skal passe på mig selv, må jeg aktivere de samme mekanismer, som når jeg passer på en ven, der har det svært. Hvis en person i min nærhed går gennem en hård tid, ved jeg som regel godt, hvad jeg skal gøre: Lytte, tale i en beroligende tone, lade vedkommende læne sig op ad mig, give et kram og bare være der.

Som de fleste andre er jeg rigtig god til at være kritisk overfor mig selv. Således brugte jeg også i min dybe krise meget energi på at slå mig selv i hovedet med, at jeg jo måtte tage mig sammen og komme videre, stoppe med at tude og tage skeen i den anden hånd. Jeg er som de fleste er flasket op med, at krise og sorg er noget, vi skal overkomme. Gerne hurtigt, effektivt og på en måde, så det ikke er alt for grimt for omverdenen at se på. Det vil sige, at jeg ville skynde mig over på den anden side – renset, klar igen og helst i en fart. Da sorgen ramte, var det bare svært at se andet end det høje bjerg, der stod lige foran mig, og det er helt umuligt at tænke, at der faktisk findes en vej op ad det, eller måske nærmere rundt om det.

Med Kristin Neff i hånden har jeg lært:

1. At jeg ikke er alene i min sorg. Når jeg står foran bjerget, kan det føles som om ingen i verden forstår, hvordan jeg har det. Det er sjældent tilfældet, og accepterer jeg præmissen om, at menneskelivet er hårdt for os alle sammen, bliver sorgen nemmere at bære.
2. At mine følelser er helt ok. Også dem, som er ubehagelige og som jeg helst vil slippe for. Ved at give plads til at være ked af det uden at kritisere eller dømme, men blot ved at lægge mærke til det, der er, tilfører jeg omsorg for mig selv. Alt er som det skal være.
3. At ingen tilstand varer ved. Alt forandres og bliver noget andet end det var for lidt siden. Hele tiden får jeg nye erfaringer, og jeg lærer at følelser og situationer kommer og går. Ved blot at sige til mig selv, at jeg ved, at dette er svært, og at det går over igen, kan jeg se på mig selv med compassion.

Viden er magt, siges der. Det kan jeg skrive under på. Viden om, hvordan jeg helt konkret drager omsorg for mig selv, når filmen ind i mellem knækker, har gjort, at jeg nu forholder mig til afgrunden med omsorg for mig selv. Jeg er stadig ved at bestige mit livs bjerg, ét skridt ad gangen. Nogen gange må jeg lidt nedad for at finde den rigtige sti. Ind i mellem er stien helt skjult bag buske, og andre gange ligger den for mine fødder som en bred motorvej med flere spor. Og det hele er ok. For nu har jeg lært, hvordan jeg passer bedre på mig selv.