Lige på kanten

Jeg synes, jeg kæmper på mange fronter i øjeblikket. Der er en del konflikter over ligegyldige ting med min søn. Det kan være at komme op om morgenen. Jeg bruger ca. 40 minutter hver morgen på at få ham op – ind og ud af værelset hver 5-10 minut. Og kommer jeg ind på det helt forkerte tidspunkt, kan processen starte helt forfra. Så er der tøjkrise, fordi alt hans tøj i øjeblikket er for lille, og tanken om at skulle på tøj indkøb er ikke just tillokkende. Krav til t-shirts er: Ikke for stramme ved ærmerne, stor åbning ved halsen, løs over det hele (og morens krav om at den gerne må være lidt smart). Strømper har jeg fået købt for store, men dem, der er et nummer mindre, bliver bare for små – og det er de eneste slags der dur. Der er ballade, når han skal med udenfor for at lige at røre sig lidt eller på tur. For nu bare at nævne et par småting. 

Derudover har jeg en teenagedatter, som står overfor at afslutte folkeskolen. I øjeblikket er skriftlige prøver overstået, og forberedelsen til de mundtlige er i fuld gang. Der er pres på, og jeg står klar til at gribe, når hun vakler lidt. Tanker om sidste skoledag (med det helt rigtige udklædning, tøj og sko), selve prøverne, dimission og ikke mindst, at en epoke på 10 års skolegang med de samme kammerater er slut. Foran venter et spændende år på efterskole, som er en stor overgang for både hende og os. Jeg prøver at hjælpe med at bære det så godt jeg kan (også selv om min hjælp ofte – og helt naturligt – ikke er velkommen fra min 16 årige).

Min mand og jeg prøver så godt vi kan at bruge tid på at gøre ting sammen. Det kan være en gåtur, at spille kort frem for at se tv eller lave mad sammen. Vi har været sammen i næsten 21 år, og det er klart at de sidste mange års udfordringer også sætter sit spor på den kant. Det er på samme tid helt fantastisk at være to om at bære det og også svært at skulle tage hensyn til den andens måde at tackle det hele på.

Så er der min arbejdssituation. Jeg vil så gerne have et akademisk undervisningsjob på halv tid, som kan passe i mine eksisterende rammer, som er ret stramme. De jobs hænger bare ikke på træerne. Faktisk har jeg stødt på et enkelt, som opfylder alle krav i de to år jeg har været færdiguddannet. Og tanken om, at det går til en anden, er næsten ikke til at bære. Jeg elsker mit selvstændige liv, men det er ingen hemmelighed, at det er benhårdt hele tiden at skulle sælge sig selv i håb om, at der kommer opgaver min vej. Og selv om der er booket ting i kalenderen, er der en risiko for at det bliver aflyst pga. for få tilmeldinger. Det kan være en udfordring for mig ikke at tage det personligt, når det nu er hjerteblod jeg deler ud af sammen med min faglige viden.

Så i aftes knækkede filmen for mig. Heldigvis med en god veninde i den anden ende af telefonen – på messenger, fordi det er for svært at snakke når tårerne triller og jeg hyperventilerer. Jeg skrev en seddel til min mand, at jeg var på vej til et sammenbrug/angstanfald, og så gik jeg på badeværelset. Han kom efter lidt tid og bankede på, for at høre om jeg var ok. Alt i mens han spillede kort med vores søn og min datter var på sit værelse. Heldigvis har jeg gode redskaber fra mine meditationsøvelser og når jeg samtidig ved, at der er hjælp at hente hos mine nærmeste, så er det lidt nemmere (men stadig svært) at bære.

Her til morgen måtte jeg også lige gå for mig selv. Jeg har ting, jeg skal nå og steder, jeg skal være på bestemte tidspunkter i dag, og når min søn ikke står op og får morgenmad sammen med os andre, skrider hele planen, og det kan jeg ikke overskue lige nu, hvor jeg hænger i med neglene. Så jeg dykkede lige igen, måtte gå for mig selv og kæmpede som en gal for ikke at bryde i krampegråd midt i havregråden. Heldigvis var der andre, der tog ansvaret (min datter), hvilket næsten ikke er til at bære for mig. Det er ikke hendes ansvar at sørge for sin lillebror, og jeg gør meget ud af, at hun ikke skal være “den voksne”, men have lov at være ung og forholdsvis ubekymret. Men tak alligevel.

Lige nu (og jeg ved, at den tanke forandrer sig med tiden) er jeg rædselsslagen for min manglende kontrol over fremtiden. Jeg kan ikke se, hvor mit arbejdsliv skal føre hen. Jeg har svært ved at overskue alle de konflikter der er med min søn. Jeg glæder mig så meget på min datters vegne med det efterskoleliv, der venter, og samtidig er jeg spændt på at skulle undvære hende. Og så håber jeg, at der bliver plads til sjov og glæde for min mand og jeg – om ikke andet i glimt. Det tunge fylder så meget lige nu..

Ahhhh, bare ved at skrive det hele ned, er det som om det letter bare en lille smule. Så tak derude, fordi du læser med. Jeg skriver disse personlige indlæg fordi jeg ved, hvor meget det betyder at læse om andre, der kæmper lidt, hvis man selv hænger i bremsen. Det er hele tanken bag compassion – at vi ikke er alene om at have det svært. Og den viden alene gør det lidt nemmere at bære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *