Ros, ros og atter ros – faktisk næsten for meget

I går var vi til skole-hjem samtale på min søns skole. Der var simpelthen ros over hele linjen. Han har fundet en god plads i klassen, deltager i fælles undervisning, er social på egen præmisser og rykker fagligt lige nu. Det er som armene ikke helt er kommet ned endnu. WAUW. Det er vist første gang, vi kommer derfra, hvor der slet ikke var noget at sætte en finger på.

Det giver anledning til selvrefleksion og eftertanke.

Min søn har gået på sin nuværende skole i snart to år. Det første år i en ret blandet klasse, men i dette skoleår i en klasse med jævnaldrende drenge og med lignende interesser. Klassen er så rummelig. Alle har jo deres små underlige særheder, og det er fuldt accepteret. Selv, når man mister selvbeherskelsen, er der plads til at komme tilbage i fællesskabet, når man er klar. Lærere og pædagoger fortjener simpelthen såååå meget ros. Det gør en kæmpe forskel. Jeg fortæller dem det jævnligt, fordi det er vigtigt for mig, at de ved det.

For bare tre år siden var situationen en anden. Dengang skrev jeg en status på min gamle blog (mortilsensitiv, som nu er lukket), hvor jeg samlede op på skoleåret. Konklusionen var: “Så alt i alt har det været et vanvittigt skoleår, og jeg håber helt ærligt, at der bliver mere ro på, men jeg tvivler. Vi starter næste skoleår med et forløb med PPR, hvor psykologen vil have nogle samtaler med min søn (hvis han selv er indstillet på det, og det håber jeg). Jeg er ved at smelte helt sammen i forsøget på at få noget selvtillid og selvværd i drengen, en kamp som kan føles meget ensom og tæt på umulig.”

Det var så hårdt midt i et liv med et barn, der ikke trivedes, gik hjem fra skole i ny og næ og på alle måder gjorde opmærksom på, at han ikke havde det godt, hvor han var.

Jeg har så tænkt over, hvilke parametre der spiller ind i forhold til den nuværende trivsel, og der er slet ingen tvivl om, at det rigtige skoletilbud står allerhøjest på den liste. At han er i rammer, hvor han bliver set som han er og med de behov han har, gør en kæmpe forskel. Men jeg vil også sige, at tiden jo gør sit. At han bliver ældre, får nogle flere erfaringer og reflekterer mere over sig selv og sin måde at være i verden på, har også en effekt. Derudover har vi nærmest fjernest alle unødige krav. Vi arbejder virkelig på et minimum af forventninger: Rene underbukser hver dag, i skole de fleste dage, hjælpe lidt med opvasken, børste tænder og at få noget at spise. Det er nærmest dér vi er. Han har ingen sociale aftaler (også fordi der ikke rigtig er nogen at have dem med), han får i weekenderne lov til at passe sig selv det meste af tiden (også selv om det river i mig for at få han med ud i fællesskabet, skoven, legepladsen eller noget helt fjerde). Og vi kan nu se, at han er klar til at møde verden.

Fagligt har han for første gang frivilligt og uden brok taget en stavetest, som han klarede så fint. Tidligere har han afleveret en blank test, revet papirene i stykker eller gået i raseri. Han har de sidste to-tre uger læst fem (ja FEM) bøger med titlen Gamerz, og han har mod på at læse mere, selvom der ikke er flere bøger i denne serie.

I morges fortalte jeg lidt om al den ros, han fortjener for den indsats han gør i skolen i øjeblikket (jeg kørte direkte til Odense efter mødet i går). Jeg roste ham for, at han er glad og trives, at han er blevet så god til at læse og at jeg er stolt over de gode ting, vi fik at vide af læreren. Han sagde selv, at han næsten er ved at være træt af al den ros, for han får den også henne i skolen. Og han har lissom forstået det, så der er ingen grund til at gentage det.

Men kære søn, jeg er så MEGA stolt af dig. Du flytter dig, udvikler sig, ser verden med nye øjne og jeg tror virkelig på, at det nok skal gå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *