Højskole – et forsøg på at beskrive det ubeskrivelige…

Det er hverdag igen. Eller ferie-hverdag. Men hverdag på den måde, at jeg igen har ansvar for madlavning, vasketøj og indkøb. Noget af det, som jeg virkelig nød at være fri for en hel uge. Alt var tilrettelagt på alle måder, og jeg nød hvert eneste minut.

At forsøge at beskrive min uge på Ry højskole, kan nærmest ikke lade sig gøre, men jeg prøver her at komme med et par stikord: Fællesskab, hængekøje, kano, sang, skrivning, intensitet, lektier, fortrolige samtaler, god mad, godt selskab, grin og mere grin, jødisk folkedans, alt, alt for lidt søvn, foredrag om humor, lejrbål, fællessang, lige rigeligt alkohol, tosserier, nye bekendtskaber, argentinsk tango, fest, dans og mere dans, en islænding på bongotromme og en fortælling om en kajaktur på Grønland.

Jeg havde glædet mig samtidig med at jeg var meget spændt på, hvordan det hele ville gå herhjemme. Min mand havde fra starten sagt, at jeg selvfølgelig skulle tage af sted og at han nok skulle klare det derhjemme. Det er jeg ham meget taknemmelig for. Jeg ved godt, at han har trukket et stort læs. Faktisk var det nok min datter, som savnede mig mest. Hun havde også lige været til Landsstævne, så jeg nåede kun at se hende en halv time søndag inden jeg kørte. Min søn havde i forvejen sagt, at han nok ikke kom til at savne mig så meget (ærlig, som han er), meeeen jeg fornemmede nu alligevel, at han var glad for at se mig, da jeg kom træt hjem lørdag formiddag. I det hele taget tror jeg egentlig, at det var sundt for os alle at savne hinanden på forskellig vis.

Min mand skulle på arbejde hele ugen, onsdag dog herhjemme. Det betød, at mine børn var alene hjemme mandag, tirsdag, torsdag og fredag og skulle selv klare mad osv. De første par dage havde jeg telefonen på mig hele tiden, og jeg tjekkede lige ind for at høre, hvordan det gik ind i mellem. Men onsdag vidste jeg, at min mand var hjemme, og derefter gav jeg slip på det derhjemme for at være fuldt til stede, hvor jeg var. Det var en gave at give mig selv lov til at stole på, at dem derhjemme nok skulle klare sig. Og det gjorde de jo også.

På højskolen havde jeg valgt at bo på værelse sammen med en anden. Og hvor heldig kan man være? Det var virkelig et godt match. Vi faldt i hak fra første øjeblik, og snakken gik lystigt de næste 5-6 dage. Tak for din fortrolighed, kære værelseskammerat. Og vi klarede det trods glemte nøgler og snorkeri. Når det er sagt, tror jeg alligevel at jeg næste år (for ja, der bliver et næste år) prioriterer at have et værelse for mig selv, hvor jeg også kan trække mig ind i mellem. Heldigvis kunne jeg ind i mellem bruge skolens hængekøjer til formålet.

Jeg var på skrivekursus med forfatter Dy Plambeck. Det var knippelgodt. Hun var virkelig ambitiøs på vore vegne. Vi blev udfordret på alle mulige måder. Både små skriveøvelser, tekstlæsninger og ikke mindst skrivning over forskellige temaer, og med hovedtemaet “Liv og Værk”. Det var en stor udfordring for mig at læse min egen tekst op for de øvrige 12 deltagere, men det var et ens vilkår for os alle. Det gjorde det lidt nemmere at vi alle var i samme båd. Temaerne for læsning og skrivning var: Hjemstavn, personkarakteristik, sorg og kærlighed. Især torsdag, da vi alle læste tekster om sorg (over nogen) op for hinanden, var intens. Pyh, hvor var det hårdt både at høre de andres tekster, men også læse min egen op. Jeg havde fået dispensation for temaet, så jeg skrev delvist fiktivt om sorgen ved at få et handicappet barn. Efter oplæsningen måtte jeg gå ud af lokalet for lige at sunde mig.

Jeg fik så meget med hjem fra den faglige del af kurset, ikke mindst en stor og ny selvtillid i forhold til at skrive en tekst, hvor mit budskab og mine beskrivelser virkelig ramte de andre. Jeg fandt også min fortællestemme, hvilket jeg lærte er vigtigt. Det er jeg virkelig stolt af, og det giver blod på tanden i forhold til den fiktive bog, der gemmer sig i mit hoved. Nogle dage skrev jeg udendørs. Blandt andet i tårnet sammen med min søde medkursist, som jeg virkelig fandt et fællesskab med på mange niveauer. TAK for en fantastisk uge 😉

Kurset var kun en del af opholdet, og hver aften var der arrangeret forskellig underholdning. Mandag sangaften (lige noget for mig). Tirsdag var der koncert med Klezmer Duo (folkemusik fra Balkan). Det var sgu noget af en oplevelse. Onsdag sang vi rundt om bål(fad). Torsdag det mest fantastiske og sjove foredrag om humor og kommunikation ved kursusleder og skuespiller Brian Hansen. Fredag sluttede vi med fest. Det er en af de sjoveste, underligste, mest vanvittige og fantastiske aftener i MEGET lang tid. Underholdning og god mad og dans til den lyse morgen. I løbet af natten overvejede jeg et kort øjeblik at gå i seng. Jeg skulle synge til et bryllup næste dag, men jeg tænkte: NEJ, jeg vil have det hele med, så det tog jeg.

Jeg vil tilbage. Hverdagen har ramt mig, og jeg tænker mig tilbage i hængekøjen, spisesalen eller i en skrivende stund med længsel. Næste år gælder det dog et andet kursus: Musik – jazz. På dette års ophold var vi så heldige at være beriget med en gudsbenådet pianist (og sød fyr), der spillede til alt, hvad der skulle spilles til. Og det er ikke så lidt på en højskole. Jeg var så priviligeret at få lov at synge for til tre nye salmer skrevet af Dy til morgensamling torsdag morgen. Men endnu federe så fik jeg lov til at synge med pianisten til en improviseret jazz-jamsession onsdag aften. Bare ham, en meget dygtig saxofonist, en salsalærer på rytmekasse og mig til et par sange. Nå ja, og en to-tre publikummer. Det var så intenst og helt vidunderligt. Dér levede jeg virkelig. Fredag aften fik jeg igen lov at synge med ham som afslutning på underholdningen inden dansen blev sluppet løs. Jeg sang mit hjerte ud, og hvis jeg var dø der, så ville jeg være død lykkelig.

Jeg fik en hel uge, hvor jeg kun skulle koncentrere mig om at være mig selv og til stede. Det var præcist, hvad jeg trængte til. At jeg så har fået et venskab eller to med hjem, gør bare oplevelsen endnu mere værdifuld. Jeg havde høje forventninger inde opholdet, og de blev indfriet til fulde – og MEGET mere til. Jeg kan slet ikke vente til næste år. Der er kun ca. 362 dage til.

Hov! Jeg glemte helt den helt tossede sang. Den får I lige med i hatten:
Melodi: Aramsasa
Stege kyllingelår, stege kyllingelår
Pille rejer, pille rejer stege kyllingelår
Stege kyllingelår, stege kyllingelår
Pille rejer, pille rejer stege kyllingelår
Salami, salami, pille rejer, pille rejer, stege kyllingelår
Salami, salami, pille rejer, pille rejer, stege kyllingelår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.