For nogle år siden startede jeg med at blogge under navnet “mor til sensitiv”. Dengang vidste jeg ikke, at vi ville lande i autismeland, og viden om sensitivitet var dengang den bedste forklaring jeg kunne finde for min søns måde at være i verden på. Det gælder i øvrigt stadig, det med sensitiviteten, men der er endnu en dimension oveni. Bloggen handlede om, hvordan jeg oplevede at være mor til et barn, som ikke var som de fleste, og hvordan jeg havde rigtig svært ved at navigere i livet med et mistrivende barn (og mor).
Nå, men jeg skrev om løst og fast. Hvordan mit liv så ud sådan ud fra en praktisk vinkel, men især følelsesmæssigt. Jeg fik virkelig skrevet fra hjertet. Stadig med respekt for dem, som jeg skrev om, men omvendt også meget åbent og ærligt. Fordi følelserne var (og er) der jo, og jeg havde brug for at dele dem. Det var egentlig som en åben dagbog. Jeg har aldrig helt taget dagbogsformatet til mig, fordi jeg har behov for at blive mødt i tankerne, situationerne og følelserne, og det kan jeg ikke, hvis jeg kun skriver for og til mig selv. Jeg skrev meget, meget ærligt og helt fra det inderste. Det viste sig, at de indlæg, hvor jeg virkelig skrev råt for usødet, var dem læserne tog bedst imod. Hvis jeg var mere nøgtern og beskrivende fik jeg ikke nær så mange mails og kommentarer.
Jeg skrev anonymt af hensyn til min familie. De var (og er) jo en del af det hele, og jeg havde ikke lyst til at udstille dem uden at de kunne give deres besyv med. Det gik faktisk lang tid inden jeg fortalte mine tætteste veninder, at jeg skrev på bloggen, og da jeg sagde det til dem, var det med en formaning om IKKE at afsløre mig. Min tanke var, at stort set alle jeg kender jo ville læse med, hvis jeg skrev mere offentlig og delte ud af mine oplevelser – gode som mindre gode. Jeg tænkte, at jeg ikke havde lyst til, at min søster, mor, datter, onkler og tanter, naboer osv. vidste hvor svært jeg synes livet var i perioder. De fleste vidste godt, at vi kæmpede, men alt så egentlig godt ud på overfladen, tror jeg.
Jeg savner det. At blogge og skrive. At dele mit inderste uden at tage hensyn til, at nogen jeg kender læser det og dømmer mig (ikke at jeg tror nogen vil gøre det, men alligevel). Jeg savner at skrive lige, hvad jeg har lyst til og brug for. Om hvor svært det er nogle dage og hvor fantastisk det er andre dage, og hvordan jeg hver dag bliver lidt bedre til at passe på mig selv, og hvordan jeg er skræmt fra vid og sans over at tænke på, hvordan det dog skal gå med min søn i fremtiden og mange, mange andre tanker.
Faktisk har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke bare gør det. Altså skriver på samme måde, som jeg gjorde tidligere. Svaret jeg kommer frem til er, at der er for mange jeg gerne vil tage hensyn til, og som jo ikke selv har ønsket at være del af en “realityfamilie” for åbent internet. Det er fx min søn, som nu er 13 år. Mange af mine glæder og bekymringer handler om ham, og jeg er bange for at komme til at udstille ham, når jeg skriver. En anden er min datter på 16 år. En alder, hvor man ikke har lyst til at skille sig ud – og derfor heller ikke har brug for en mor, som skriver om, hvordan det er at savne hende og samtidig glæde sig over den nye frihed, som følger med efterskolelivet og ikke mindst, hvordan jeg oplever at have to så forskellige børn, som kan have svært ved at finde et fællesskab. Jeg har aldrig skrevet om min mand og vores ægteskab. Af respekt for ham og os. Selvom jeg indrømmer, at det til tider er svært og op ad bakke. Det samme gælder for min mor, min far, min søster og bror og mine allernærmeste venner. Fordi jeg ikke vil udstille nogen – ud over mig selv.
Men omvendt, så er det netop, når jeg deler ud af min verden, mine oplevelser og mine inderste tanker og følelser, jeg virkelig føler mig forbundet med andre – og de føler sig forbundet med mig. Hvor åben og ærlig kan man være uden at tage andre som “gidsler” i denne åbenhed. Jeg ved det ikke, men faktum er, at jeg virkelig savner en platform, hvor jeg kunne være mig selv helt anonymt og uden omsvøb og uden at skulle tænke (alt for meget) på hensynet til andre.
Hej Anne-Mette.
Jeg sidder i samme situation som du gjorde for nogle år siden og har min egen blog om særligt sensitive børn og voksne.
Jeg har to piger, hvoraf den ene er sensitiv og den anden har et ganske alm gemyt. Herudover er jeg selv særligt sensitiv.
Jeg læste dit indlæg og tænkte: jeg har de samme hensyns-udfordringer. Jeg ved egentlig ikke om jeg har lyst til at fortsætte bloggen med de emner, da jeg er bange for at såre min datter med tiden. Hun er pt 7 og aner naturligvis intet om bloggen. Men hvad når hun bliver større? Hvad vil hun så tænke om den udstilling af hende. Det skal her siges, at hun kun er nævnt ved fornavn og hendes alder og sætter ingen billeder på af hende.
Jeg håber egentlig med dette indlæg, at du har lyst til at dele flere af dine tanker med mig via mail.
Jeg kunne godt bruge en sparringspartner!
Hvis ikke du har lyst er det fuldt ud okay.
Bedste hilsner Mette
Hej Mette.
Du er meget velkommen til at skrive til mig på mail@annemettesohn.dk, så vi kan udveksle erfaringer (eller via FB, hvor du kan søge mig ud på mit navn).
Min grundlæggende holdning er jo, at jeg har ret til at formidle mine egne tanker, følelser og erfaringer. Udfordringen er bare, at de jo ikke altid er “søde, venlige og hensynsfulde”, og at dem som jeg har relationer til kan blive rigtig kede af det, skuffede og misforstå min hensigt. Det er et virkelig svært dilemma, synes jeg.
Kærligst,
Anne-Mette