I fredags var det min datters 17 års fødselsdag. Det i sig selv er jo lidt vildt. Hun havde ønsket at vi skulle ud at spise om aftenen, og derfor gik et større planlægningsarbejde i gang, så alle – altså ALLE kunne være med til at fejre hende på restaurant.
Ret hurtigt blev vi enige om, hvor vi skulle spise. Min mand og jeg har tidligere været på denne restaurant med lækker italiensk mad, og min datter har endnu ikke prøvet at spise her, så det valgte vi. Jeg bestilte bord til fire personer vel vidende, at det jo ikke var sikkert, at min søn kunne være med på dagen. Det er faktisk et evigt dilemma, om jeg skal inkludere ham i planer, som jeg er i tvivl om hvorvidt det vil være for stor en udfordring. Men jeg valgte at gå all in på, at han selvfølgelig skulle med. (Hvilket i øvrigt også gjaldt gymnastikshow næste dag, som jeg godt var klar over var lige ambitiøst nok).
Derfor startede min søn og jeg et par dage forinden at kigge på menukortet. Vi andre er ikke helt så selektive spisere, men det kan godt være lidt en udfordring at finde det helt rigtige på en restaurant, fordi vi aldrig helt ved, hvad vi får. Vi fandt frem til i menuen, at der var en pizza (margarita), som var bedste bud. Så langt så godt.
Et par dage i forvejen undersøgte jeg, hvorvidt en nabo eller en veninde kunne hente min søn, når/hvis det ville blive for overvældende. Desværre havde alle adspurgte andre planer (selv om de ellers var mere end villige til at hjælpe). Så min mand og jeg bestemte, at en af os i stedet ville køre ham hjem, som en kattelem, og bede tjeneren om at vente lidt med næste ret, hvis det skulle blive nødvendigt i løbet aftenen. Det fik sønnike også at vide, så han var klar over, at han ikke behøvede blive til det sidste.
På dagen ringede jeg til restauranten for at bede om det bord, som var lige bag garderoben, lidt for sig selv. Ejeren fortalte i telefonen, at det egentlig kun var et to-personers bord, men hvis vi var villige til at sidde lidt tætte, kunne det godt gå at sætte et bord mere derhen. Og det var vi.
Til det sidste var det spændende, om overskuddet til at tage med ind at spise var til stede. Jeg lagde vægt på at fortælle, at min datter ville blive rigtig glad, hvis vi alle var med. Heldigvis var overskuddet der den aften. Også til at tage en ny og fin skjorte på.
Bevæbnet med tålmodighed, krydsede fingre og Bose hovedtelefoner hentede vi fødselsdagsbarnet på efterskolen og kørte på restaurant. Vi var de først ankomne, så der var fred og ro til at ankomme. Stor fordel. Vi fik menukort og bestilte. Tre ville have en fireretters menu og en enkelt valgte bruchetta uden tomater (hvor tjeneren venligt gjorde opmærksom på, at det var hovedingrediensen i den ret – og tak, det er jeg klar over) og en pizza margarita. Første ret ankom, og der var som lovet ingen tomater, til gengæld masser af stegte løg (det stod ikke på menukortet). Så jeg fik kontakt med tjeneren og bad om, vi kunne få brød, mozzarella og basilikum. Og det kunne vi.
Vi hyggede, snakkede og det var ligesom det skulle være. En såkaldt “helt almindelig familie” på fire på restaurant for at spise fødselsdagsmiddag for det ældste barn. Jeg kneb lige mig selv i armen.
Anden ret kom inkl. pizzaen. Da sønnike havde spist, hvad han kunne, trak han mig stille og roligt i armen, om han kunne komme hjem nu. Og det kunne han. Så vi bad tjeneren vente med næste ret, mens min mand kørte ham hjem. Han er heldigvis så gammel nu, at han godt kan være alene hjemme et par timer – også om aftenen. På den måde fik vi også lov at have noget alenetid med vores datter. TAK til restauranten for at medvirke til, at det hele faldt i de rigtige folder.
Jeg var så lykkelig, da jeg lagde hovedet på puden. Min evne til at tilrettelægge og skabe de rigtige rammer ramte plet denne dag, så vi alle fik en dejlig aften – hver på vores betingelser.