Jeg sidder på bagkant efter en hel dag i selskab med psykolog, i 20 år ansat på Harvard Universitetet, Ph.D og ophavsmand til blandt andet citatet “Børn gør det rigtige, hvis de kan”, Ross Greene. Jeg ved, at han har fat i den helt lange ende. Hvis vi kunne bruge hans pædagogik og baggrundstanker i alle institutioner, skoler, bosteder, aktivitetscentre for ikke at tale om plejehjem, fængsler og andre offentlige institutioner, som har med mennesker at gøre, ville verden være et bedre sted.
Han startede med at lykønske alle deltagerne, fordi vi er de heldige udvalgte, der hver dag er omgivet af udfordrende menneskelig adfærd. Det betyder nemlig, at vi kender til alt om alle andre.
Seks nøgletemaer fulgte for at forklare hans måde at tænke på:
1. Vi skal se på problemet frem for adfærden
2. At løse problemer sker i fællesskab, det er noget vi gør sammen.
3. Problemløsning handler om timing og hvornår vi finder den fælles løsning.
4. Forståelse kommer før løsningerne.
5. Børn gør det rigtige, hvis de kan
6. At gøre det rigtige er at foretrække for alle børn.
Vi taler om børn med udfordrende adfærd, men Ross Greene taler om to kategorier af børn, hvis adfærd kan se meget forskellige ud, men hvor problemerne grundlæggende er de samme. Han kalder dem “de heldige” og “de uheldige”.
“De heldige børn” er dem, hvis adfærd belønnes med forståelse, empati og et ønske om at hjælpe og løse deres problemer. De mestrer typisk at kunne anvende sproget, deres adfærd kan være at græde, at gå væk fra situationen eller at vende reaktionen indad. Disse børn bliver typisk ikke skældt ud, de holdes ikke fast, de får ikke straf for deres adfærd og de bliver ikke bedt om at gå ind på værelset for at køle af.
“De uheldige børn” er til gengæld dem, hvis adfærd vi dømmer og straffer. Dem, der skriger, sparker, spytter, skubber, bider, løber væk eller hvilken strategi de nu benytter sig af. Mange af disse børn mødes med sanktioner, straf, fastholdelse, skældud, vi øger krav til at de skal stoppe adfærden eller vi skubber dem fra os på andre måder. De er ikke så ofte modtagere af empati, forståelse og åbne arme fra deres nære omsorgspersoner som forældre, pædagoger eller lærere.
Greenes pointe er dog, at begge typer af børn kommunikerer det samme: Jeg sidder fast i situationen og jeg har brug for hjælp til at komme ud af den. Han siger i samme forståelse, at det vi gør overfor “de uheldige” er unødvendigt. Det handler i bund og grund om at finde ud af, hvad adfærden er en reaktion på og løse dette meget specifikke problem.
I løbet af den første session (der var fem i alt) fik vi vist en trailer på en dokumentarfilm, Ross Greene var ved at lægge sidste hånd på i samarbejde med produktionsselskabet Lone Wolf Media. Titlen på filmen er “The Kids We Lose”, og du kan læse mere om den her: thekidswelose.com. Traileren, som vi så var længere end den du kan se på hjemmesiden, og den viste eksempler på, hvordan børn fastholdes, spærres inde i sikrede rum og nærmest overfaldes af voksne mennesker, når de ikke formår at leve op til krav og forventninger, fordi de mangler nogle grundlæggende færdigheder. Inden klippet blev vist, blev deltagerne advaret om, at det var stærke sager. Faktisk brugte han lang tid på at forklare om, hvad vi kom til at se.
Klippet startede, og ret hurtigt blev det klart for mig, at han ikke havde advaret os for sjov. Det var virkelig grove løjer, og bare ved at skrive om det nu, kan jeg mærke, at jeg bliver påvirket af, hvor forfærdeligt det var at se på. Også fordi jeg selv har en dreng, som ind i mellem reagerer ved at vælte reoler eller kaste med diverse genstande og engang er kommet hjem fra skole med blå mærker på armen, fordi en pædagog har holdt hårdt fat i ham. Jeg startede med at kigge væk, og jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig på. Blot få minutter inde i klippet, måtte jeg rejse mig og forlade lokalet. Det var simpelthen for voldsomt at se på.
Planen er, at filmen skal vises på en filmfestival (vist nok Tribeca) for at skabe opmærksomhed på et stort og meget alvorligt problem i USA. Et problem, som jeg er sikker på også eksisterer i Danmark, måske i mindre voldsom grad, men desværre har jeg hørt grimme historier om voksne fagfolk, der ser sig nødsaget til at bruge endog grove metoder til at fastholde børn, unge og voksne medmennesker. Det er helt, helt unødvendigt og uacceptabelt, og mit hjerte bløder.
Hele Ross Greenes pointe er, at børn med udfordrende adfærd – både de heldige og de uheldige – mangler færdigheder til ikke at være udfordrende. Han peger på fem kunstige kategorier, hvor der kan være mangler. Han kalder dem kunstige, fordi det ikke giver mening at splitte manglende færdigheder på denne måde i virkeligheden, så vi gør det af hensyn til forståelsen. Det er overlap mellem kategorierne, og man kan ikke sige præcis hvilken færdighed der giver hvilken adfærd:
- Eksekutive færdigheder (overblik, planlægning, bearbejdning af input til handling)
- Sproglige og kommunikative færdigheder
- Færdigheder til at regulere følelser
- Kognitive færdigheder med fleksibilitet
- Sociale færdigheder.
Humlen er altså, at vi skal arbejde med at lære børnene færdigheder til at løse deres uløste problemer, og det øver vi ved at arbejde sammen med dem om at finde en løsning.
Han kom med endnu et citat, som jeg vil bruge i mange sammenhænge: Når vi lærer nogen om empati, lærer de empati (“teaching empathy teaches empathy”). Det rammer lige i min compassion tankegang.
I sit arbejde, har Ross Greene udarbejdet et skema, vi kan bruge til at undersøge børnenes manglende færdigheder. Denne undersøgelse finder selvfølgelig sted i fredstid og IKKE midt i en nedsmeltning eller konflikt. Skemaet findes i bogen: Det eksplosive barn, og det findes også i en engelsk version på hans hjemmeside www.livesinthebalance.org. Tanken er, at man starter i toppen af denne liste, finder ud af (uden barnet er til stede) hvilke manglende færdigheder dette barn har. Man stopper så snart man kommer til en manglende færdighed, som eksempelvis den første: Vanskeligheder ved skift (“Difficulty handling transitions, shifting from one mindset or task to another”). Herefter skal man på detektivarbejde for at finde ud af MEGET specifikt i hvilke situationer vi oplever barnet reagere på at mangle denne færdighed, altså det uløste problem. Det kan eksempelvis være: Mit barn har svært ved at komme i skole til tiden mandag morgen kl. 7.30. Vi er interesseret i at finde ud af meget, meget specifikt, hvad problemet er. Ikke bare, at skift generelt er svære. Fordi næste skridt er nemlig, at vi skal have barnet på banen og fortælle om, hvad der er på spil, når det er svært at komme i skole til tiden mandag morgen kl. 7.30.
Herefter fortsætter man med samme manglende færdighed, hvis der også er andre uløste problemer som effekt af dette. Derefter fortsætter man ned ad listen og skriver alle de uløste problemer, de manglende færdigheder giver, hvorefter man får en meget lang og uoverskuelig liste. Denne liste skal selvfølgelig prioriteres, så vi arbejder med de problemer, som skaber størst udfordringer i hverdagen. Når alle manglende færdigheder og uløste problemer er listet (og rekorden er i Norge med i alt 72 uløste problemer), er næste skridt at snakke med barnet om dette. Det er vigtigt, at de uløste problemer er formuleret på en måde, at de direkte kan fortælles til barnet. Herefter bruger man det, Ross Greene kalder den samarbejdsbaseret og proaktiv løsning, som er beskrevet i hans bog: Det eksplosive barn (og som jeg i øvrigt har brugt i mit online kursus om konflikthåndtering).
Jeg vil ikke gå i detaljer med metoden her, men der er tre forskellige strategier og handlemåder for os som voksne: Plan A, hvor den voksne bestemmer, plan C, hvor vi opgiver vores krav for en stund, eksempelvis fordi andre uløste problemer har større prioritet og plan B, hvor vi i fællesskab med barnet finder en løsning, som både tager hensyn til barnets perspektiv og de voksnes. Metoden går ud på at finde løsninger i fællesskab, og det hjælper også barnet til at lære at se ud over sit eget problem, men se på at løsningen skal dække flere perspektiver på problemet. Det gør vi først ved at spørge ind til, hvordan barnet ser problemet. Ross Greene kalder dette empati-spørgerunden, som handler om at indsamle så mange informationer om barnets forståelse af det konkrete problem. Herefter følger de voksnes perspektiv og herefter inviterer vi til at finde en løsning i fællesskab, og barnet starter med at komme med idéer til, hvordan problemet kan løses.
Listen over uløste problemer vil typisk være lang, og Ross Greene siger, at vi kun kan arbejde med tre problemer ad gangen. Efterhånden som de vigtigste uløste problemer bliver løst, bliver der plads til de problemer, som kommer længere ned af listen. Måske er det ikke den rigtige løsning, vi kommer frem med i første forsøg, men så må vi prøve os frem igen for at finde et bedre forslag til en løsning.
Ja, det blev et længere referat, og tak hvis du hænger på endnu. Det betyder, at Ross Greenes tanker også giver mening for dig. Ingen tvivl om, at jeg gik fra kurset ophøjet og sikker på, at denne metode kan gøre en KÆMPE forskel i mange børns liv. Både derhjemme, i skoler og på institutioner. Jeg vil nu gå i gang med at undersøge, hvordan jeg kan komme til at udbrede denne forståelse af håndtering af manglende færdigheder og uløste problemer, for jeg VED at denne ikke-straffende, ikke-fjendtlige intervention overfor børn med udfordrende adfærd.
Jeg vil anbefale dig at kigge rundt på Ross Greenes hjemmeside, livesinthebalance.org. Jeg har blandt andet fundet længere oplæg om hans metode, blandt andet fra en konference i Sverige i 2017. Jeg vil slutte med den engelske titel på hans nye bog, som på dansk har fået titlen: Opdragelse uden skæld-ud. Dette er for mig at se hans vigtigste pointe, som også er titlen på bogen er: “Raising Human Beings”.