TAK for jer!

Det er Thanksgivning i USA i denne uge, og jeg har længe dyrket taknemmelighed som en aktiv del af mit liv. Jeg stopper op og mærker solen, ser en regnbue, mærker samhørigheden, når hele familien er viklet sammen i sofaen eller når jeg nyder et dejligt måltid mad. Små og store ting som tilsammen udgør det gode liv for mig.

Under min madras ligger min taknemmelighedsdagbog, som jeg skriver i med jævne mellemrum. Det har jeg gjort i over syv år. På udvalgte dage skriver jeg tre gode ting fra dagen, der er gået. Både på de ekstraordinære dage, og hverdage som bare har været helt almindelige men med små glimt af stor lykke. Det fantastiske ved at skrive i bogen er, at jeg samtidig bladrer tilbage og læser om alle de andre fantastiske dage. Til sammen udgør min taknemmelighedsdagbog opskriften på MIT gode liv. Det, som går igen, er eksempelvis samvær med mine nærmeste, både familie, venner og naboer. Det er noget med musik, fx en koncert jeg enten har været til eller sunget til. Ofte involverer det lækker mad og drikke, men også hverdagssituationer som at spille et spil, en fælles oplevelse med en film i sofaen eller andet, som er en del af min hverdag.

I anledning af, at jeg snart udkommer med min bog: Jeg ser dig! vil jeg gerne sige dig tak fordi du læser med her. Og for at vise min taknemmelighed får du her min e-bog om taknemmelighed. Den er spækket med argumenter for, at du skal sætte taknemmeligheden forrest i dit liv. Der er masser af øvelser, som du kan dykke ned i. Blandt andet den med taknemmelighedsdagbogen. Fordi det virker, ved jeg. Især på en regnvejrsdag i november.

Kærligst,
Anne-Mette Sohn Jensen

E-bogen TAKNEMMELIGHED