Det er næsten, så jeg skammer mig…

Jeg havde en snak med en foredragsdeltager den anden dag i Ringkøbing. Vi kom til at snakke om skærmtid. Hun var bekymret for, om det var ok, at hendes lille dreng på 3 år måtte sidde med ipad en halv times tid, når de kom hjem fra børnehave. Fordi han faldt godt til ro med skærmen, synes hun. Jeg svarede, at jeg synes det lød som en fin måde at lande på, når de kom hjem om eftermiddagen. Vi har jo også selv brug for lige at falde til ro, når vi er kommet ind ad døren.

Samtidig sagde jeg også til hende, at jeg slet ikke turde fortælle, hvor mange timer min søn sidder ved en skærm. For jeg skammer mig sådan over det.

Men nu gør jeg det alligevel. Fordi jeg har lært de sidste mange år, at jeg gerne vil stå ved alle sider af mit liv, og ikke kun dem der ser godt ud med nybagte boller (som jeg tit viser på Instagram), at jeg synger så smukt (som jeg netop har postet på Facebook) og fortællinger om fede ferier og en hverdag der ser ubesværet ud på overfladen.

Jeg indrømmer: Jeg spiser ikke alt det frugt og grønt, som er anbefalet, og mit ene barn spiser stort set aldrig grøntsager. Jeg har gjort op med mig selv for meget længe siden, at det er ok. Vi er alle sunde og raske, mere eller mindre normalvægtige, nærmest aldrig syge og hygger os som regel, når vi spiser sammen (undtagen, når vi ikke gør og døre bliver smækket efter en forkert kommentar, men det er et andet blogindlæg).

Jeg indrømmer: Jeg bevæger mig ikke en halv time hver dag. Jeg går ikke 12000 skridt, som er anbefalet. En dag, da jeg talte – og hvor jeg endda gjorde mig umage med at gå tur osv, kunne jeg snige skridttælleren op på 7800 skridt (jeg er stadig sikker på, at der var noget galt med den).

Jeg indrømmer: Min søn for lov at spille (computer, playstation, wii eller se ipad) i 3-4 timer hver dag. HVER DAG. Og endnu længere tid i weekenden. Det er jeg sgu ikke stolt af. På den anden side har jeg skabt en hverdag med en tydelig struktur, som virker. Vi har ikke unaturligt mange konflikter, som var tilfældet for bare et par år siden. Jeg har en dreng, som STORTRIVES for første gang efter års mistrivsel i skolen. Samtidig giver det faktisk tid til, at jeg ind i mellem selv kan sidde i sofaen og læse eller se netflix om eftermiddagen, fordi det er ét af de steder jeg sidder “i opladeren”.

Generelt har vi sænket kravene her i huset. Til rengøringsstandarden, til maden (og dog – hvis nu jeg skal tro min Instagram), til aktivitetsniveauet, til hinanden og til tiden foran skærmen. Og ved I hvad? Det har gjort en KÆMPE forskel ikke længere at kæmpe sådan imod og hele tiden tænke, at vi burde også spise mere frugt og grønt eller vi skal også ud at bevæge os en times tid hver eneste dag eller vi burde ikke give lov til, at der er så meget skærmtid hver dag eller nogle af alle de andre krav, vi stiller os selv, fordi vi bliver bombarderet med andres holdninger, forskningsresultater og gode almene råd.

Det er næsten, så jeg skammer mig, når jeg skriver dette. Men også kun næsten. Faktisk er det helt ufarligt at skrive det, det ubehagelige kommer først, når jeg deler det med andre! Fordi så giver jeg adgang til en del af mit liv, som jeg egentlig ikke er så stolt af, for jeg burde jo vide bedre. Og det gør jeg også. Jeg ved, at det giver ro over hele linjen, når vi tillader os selv og hinanden at slappe lidt mere af og skubbe tanken om perfektion til side.

Så der har I det. Jeg turde skrive om det, jeg skammer mig over. Og det er jeg sgu stolt af, for det er med til at vise hele billedet af mig og ikke kun glansbilledet.

16 kommentarer til “Det er næsten, så jeg skammer mig…”

  1. Love it! Væk med den skam – vi kan ikke bruge den til noget!
    Har du MÅLT hvor mange kilometer 12.000 skridt er? Ét skridt er cirka 80 centimeter. Det er næsten 10 kilometer om dagen – det er jo komplet vanvittigt i min verden. Ikke engang de dage, hvor jeg løber, runder jeg 12.000 skridt. Så jeg har sat Iphone til 5.000 skridt. Det er indenfor rækkevidde, og så får jeg en succesoplevelse cirka en gang hver 3. uge. Det er nemlig stadig for mange 😀 😀
    Og skærmtid? Vi er med på de 3-4 timer hver dag!
    PS Min søn elsker mine hjemmebagte boller … fra Finax 😉
    Knus fra Gitte K

    1. Kære Gitte K.
      Du er så sød. Jeg er helt enig. Det eneste jeg har kunnet bruge skammen til, er et slå mig selv i hovedet med, at jeg ikke gør det godt nok, ikke er en god nok mor og videre i samme dur. Og det gider jeg ikke mere!!!
      Nybagte boller (fra Finax) er de bedste 😉
      Knus, Anne-Mette

  2. Fedt at læse Anne-Mette
    I forbindelse med mit arbejde, i mit firma Skolen i spil, bliver jeg ofte bedt om at sætte anbefalet tid på skærmtid…
    Og faktisk så er skærmtid, blevet et skældsord på vores kontor… Vi snakke ofte om at vi skal til at kalde alt andet tid for papir-tid!
    Vi skal have nuanceret debatten omkring brugen af forskellige medier i vores hverdag, ja! Men at reducere al brug af devices til skærmtid, med deraf følgende mor-skam, er bare for nemt…
    Din søn finder tydeligvis ro og struktur i spillene – der er umiddelbart, konkret og ofte positiv feedback på de handlinger, han foretager og det kan vi som mennesker godt li. Der er i spil en kendt og forudsigelig verden med regler og rammer.
    Min søn finder ro i sit FIFA-spil, han lærte for to år siden regler for fodbold og fik derefter modet til at spille fodbold IRL (In Real Life) – det havde han ikke kunne hvis han ikke havde fået lov til at lære reglerne og fodbold-sproget i et safe-place som spillet er for ham.
    Så hvis jeg ikke havde set bagom skærmen og set at min søn øvede sociale kompetencer og færdigheder … så havde han aldrig haft modet til at træde ud på det der rigtige græs…
    Puha – du ramte lige en prik der 🙂 På den fede måde…

    1. Kære Stine.
      Tak for dit nuancerede billede af virkeligheden. Det er nemlig ikke så sort/hvidt, og du har helt ret i, at det er nemt at sige, at vi “bare” skal begrænse skærmtiden 🙂
      En anden pointe er også, at her i huset handler det om, at vi ofte ikke har noget mere interessant som trumfer det at spille. Det kan virkelig være svært at motivere til at lave noget andet. Vi gør det selvfølgelig (hjulpet på vej af vores daglige struktur, hvor vi ikke har skærmtid mellem aftensmad og sengetid og i weekender, hvor der er fastlagt ikke-skærmtid). Og hvis det ikke var skærm, var det måske lego (som også er nørdet og stillesiddende) eller at læse en bog eller måske samle modelfly)?
      Min søn taler også ind i mellem med andre via Skype, når de spiller computer. Det er en måde at have social kontakt med andre, når man ikke kan være til stede sammen.
      Fedt, at din søn har lært fodboldreglerne ved at spille, og endnu mere fedt, at du kan se, at det har været én af de gode ting ved at FIFA.
      Kærligst,
      Anne-Mette

  3. Her hjemme har vi krøllet alle principper sammen, og smidt dem ud. Væk med dårlig samvittighed over mad og spisesiruationer, skærmtid osv. Vi lever nu efter DDV. Det Der Virker. Og det funker for os allesammen. Så klø bare på.

    1. Kære Ida.
      DDV. Perfekt 😉
      Det er så rart at høre, at andre også har held med at gøre det, som føles intuitivt rigtigt, selvom det er imod den gængse opfattelse.
      Tak fordi du skrev.
      Kærligst,
      Anne-Mette

  4. Hej Anne-Mette
    Hvor er det bare dejligt at læse dine skønne indlæg. Det er så rigtigt og vigtigt, ikke kun at vise glansbilledet, men også den “rigtige” hverdag, og hvor er det bare skønt at du skrev dette indlæg!

    Jeg er også ind imellem lidt flov over skærmtiden for vores sensitive dreng på 10, rod og rengøring, aftensmadens manglende grøntsager osv, men blev lige lidt glad, når jeg kan læse at det faktisk også er sådan i andre hjem ?

    Så tak for dig og dine fantastiske skriverier ?

    1. Kære Heidi.
      Det er præcis derfor jeg skrev det. Fordi jeg tænkte, at jeg selv kommer til at spejle mig i mine utilstrækkeligheder, og det gider jeg altså ikke mere.
      Tak for din kommentar, det gør mig VIRKELIG glad – helt indeni.
      Kærligst,
      Anne-Mette

  5. Sådan er det skam også her hjemme… Til tider måske også en smule mere… Har OFTE hørt bemærkninger fra familie og venner. MEN har med tiden lært at bare lade det prelle af. Nytter ikke andet, sådan her fungere vi bare bedst som familie i en hverdag med andre udfordringer end andres….
    Bum.

    1. Kære Melanie.
      BUM! Nemlig. Vi kan så nemt komme til at lytte til vores omverdens kommentarer og tænke, at alle de andres måder at se vores liv på, må være den rigtige.
      Men INGEN andre end os selv ved, hvad der er det rigtige i vores familie. BUM!!! 😉
      Tak fordi du skrev.
      Kærligst,
      Anne-Mette

  6. YES!! Hold nu fast hvor jeg ELSKER lige netop dette indlæg fra dig (og mange andre..:o)). Men dette især, fordi det på en eller anden måde “sætter dig fri” – og derefter “sætter os andre fri”. Nu er lavinen startet – og lad den rulle, og lad så mange som muligt følge med. Jeg har det på nøjagtigt samme måde som dig. Der findes efterhånden en “standart” for alt – skærmtid, grønsager, madpakker, staniol/ikke-staniol i madpakken, sund aftensmad, aktiviteter for børnene (både i og udenfor SFO tid), osv osv… Jamen altså – det er ski da ikke til at følge med til. Vi er stoppet med at følge “flokken”. Udgangspunktet er: Hvis vi trives og det fungerer – så er det, det rigtigte! BUM! Så derfor – lad mig afsløre – mine børn ser FJERNSYN og SPILLER IPAD stort set HVER dag når vi kommer hjem! Uh. Ja – og det fungerer faktisk temmelig godt, eftersom de er drøn trætte, og mindste manden bare er total fyldt op efter børnehaven. Han tager alt ind (alle indtryk og hvad der eller hører børnehavelivet til), og når jeg endelig kan hente ham – så er han helt færdig. Fjernsynet er det han kan overskue, og derfor er det det han får lov til sammen med storesøster. Aftensmaden består af de samme grønsager til børnene (tomat + gulerødder) stort set hver dag – men de elsker dem. Og i forhold til aktiviteter har vi besluttet, at de må gå til 1 ting hver. Er der en uge hvor vi bare ikke magter det – ja så bliver vi hjemme. Det samme gælder de øvrige aktiviteter – bliver det for meget, så takker vi nej. Og så hygger vi derhjemme og glæder os over, at det gav os mere ro og nærvær IKKE at være med.

    Det er så befriende at læse dine skønne indlæg. Og SÅ skønt at du også skriver, at din søn nu stortrives – dejligt dejligt dejligt.

    1. Kære Ann.
      TUSIND TUSIND tak for din besked. Jeg bliver så glad for ALT, hvad du skriver.
      Det er nemlig rigtigt. Hvis vi trives, så er det det rigtige.
      Det har været en lang vej at komme hertil, og jeg er helt sikker på, at en del af årsagen til, at det er lykkes er, at jeg har sat mig selv fri, som du skriver. En rigtig god formulering, som jeg vil bruge i andre sammenhænge.
      Bliver så varm om hjertet, at du har lyst at dele din hverdag med mig (og de mange andre, som læser med).
      Af hjertet tak.
      Kærligst,
      Anne-Mette

  7. Vi vil så gerne opdrage på vores børn, men børn opdrager så sandelig også på deres forældre og hvor er det FEDT at I har fundet den hverdag, der virker for jer.

    Fortsæt endelig… at ens barn trives, er det hele værd (også selvom man går imod strømmen).

    PS. DDV – Det Der Virker. Jeg elsker det 🙂

    1. Kære Jette.
      Præcis! DDV. Det vil være en forkortelse, jeg vil bruge fremover.
      Jeg elsker også trivsel, fordi det står i så skarp kontrast til det modsatte (som vi har været i tidligere).
      Det er lidt som at komme op til vandoverfladen og kunne trække vejret igen.
      Tak fordi du skrev.
      Kærligst,
      Anne-Mette

  8. Befriende læsning! Her har jeg simpelt hen også besluttet, at jeg VIL ikke have dårlig samvittighed over min søns meget ensformige diæt, at vi ikke dyrker motion (udover en tur i svømmehallen et par gange om måneden), og at jeg når jeg når til aften og har klaret endnu en dag med 2 skønne, men udfordrende drenge i autismespektret, så drikker jeg et glas rødvin (eller 2!) Og jeg nyder det og har fortjent hver en mundfuld ? Og så er 3-4 timers skærmtid her kun på en god dag ?

    1. Kære Lone.
      Vi må simpelthen lave en klub for autismemødre, der har givet slip på “burde” og “skulle”. Vi gør det allerbedste vi kan, og når alle trives, så har vi gjort det rigtig godt.
      Tak for dit ærlige indlæg.
      Kærligst,
      Anne-Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *