Det er næsten, så jeg skammer mig…

Jeg havde en snak med en foredragsdeltager den anden dag i Ringkøbing. Vi kom til at snakke om skærmtid. Hun var bekymret for, om det var ok, at hendes lille dreng på 3 år måtte sidde med ipad en halv times tid, når de kom hjem fra børnehave. Fordi han faldt godt til ro med skærmen, synes hun. Jeg svarede, at jeg synes det lød som en fin måde at lande på, når de kom hjem om eftermiddagen. Vi har jo også selv brug for lige at falde til ro, når vi er kommet ind ad døren.

Samtidig sagde jeg også til hende, at jeg slet ikke turde fortælle, hvor mange timer min søn sidder ved en skærm. For jeg skammer mig sådan over det.

Men nu gør jeg det alligevel. Fordi jeg har lært de sidste mange år, at jeg gerne vil stå ved alle sider af mit liv, og ikke kun dem der ser godt ud med nybagte boller (som jeg tit viser på Instagram), at jeg synger så smukt (som jeg netop har postet på Facebook) og fortællinger om fede ferier og en hverdag der ser ubesværet ud på overfladen.

Jeg indrømmer: Jeg spiser ikke alt det frugt og grønt, som er anbefalet, og mit ene barn spiser stort set aldrig grøntsager. Jeg har gjort op med mig selv for meget længe siden, at det er ok. Vi er alle sunde og raske, mere eller mindre normalvægtige, nærmest aldrig syge og hygger os som regel, når vi spiser sammen (undtagen, når vi ikke gør og døre bliver smækket efter en forkert kommentar, men det er et andet blogindlæg).

Jeg indrømmer: Jeg bevæger mig ikke en halv time hver dag. Jeg går ikke 12000 skridt, som er anbefalet. En dag, da jeg talte – og hvor jeg endda gjorde mig umage med at gå tur osv, kunne jeg snige skridttælleren op på 7800 skridt (jeg er stadig sikker på, at der var noget galt med den).

Jeg indrømmer: Min søn for lov at spille (computer, playstation, wii eller se ipad) i 3-4 timer hver dag. HVER DAG. Og endnu længere tid i weekenden. Det er jeg sgu ikke stolt af. På den anden side har jeg skabt en hverdag med en tydelig struktur, som virker. Vi har ikke unaturligt mange konflikter, som var tilfældet for bare et par år siden. Jeg har en dreng, som STORTRIVES for første gang efter års mistrivsel i skolen. Samtidig giver det faktisk tid til, at jeg ind i mellem selv kan sidde i sofaen og læse eller se netflix om eftermiddagen, fordi det er ét af de steder jeg sidder “i opladeren”.

Generelt har vi sænket kravene her i huset. Til rengøringsstandarden, til maden (og dog – hvis nu jeg skal tro min Instagram), til aktivitetsniveauet, til hinanden og til tiden foran skærmen. Og ved I hvad? Det har gjort en KÆMPE forskel ikke længere at kæmpe sådan imod og hele tiden tænke, at vi burde også spise mere frugt og grønt eller vi skal også ud at bevæge os en times tid hver eneste dag eller vi burde ikke give lov til, at der er så meget skærmtid hver dag eller nogle af alle de andre krav, vi stiller os selv, fordi vi bliver bombarderet med andres holdninger, forskningsresultater og gode almene råd.

Det er næsten, så jeg skammer mig, når jeg skriver dette. Men også kun næsten. Faktisk er det helt ufarligt at skrive det, det ubehagelige kommer først, når jeg deler det med andre! Fordi så giver jeg adgang til en del af mit liv, som jeg egentlig ikke er så stolt af, for jeg burde jo vide bedre. Og det gør jeg også. Jeg ved, at det giver ro over hele linjen, når vi tillader os selv og hinanden at slappe lidt mere af og skubbe tanken om perfektion til side.

Så der har I det. Jeg turde skrive om det, jeg skammer mig over. Og det er jeg sgu stolt af, for det er med til at vise hele billedet af mig og ikke kun glansbilledet.