Fra arkivet 3. marts 2015

Jeg har blogget i flere år som “mor til sensitiv”. Det var før min søn fik diagnosen infantil autisme, derfor navnet. Siden lukker ned, og jeg flytter den personlige blog til denne hjemmeside, men jeg har besluttet mig for at gemme alle de gamle indlæg, og derfor har jeg lige været en tur ned af memorylane.

For to år siden gik min søn i en anden specialskole for børn med blandt andet adhd og fysiske handicaps. Skolens ledelse var i mine øjne ikke opgaven værdig, og de arbejdsbetingelser, som lærere og pædagoger havde, var mildest talt svære. Min søns lærer gjorde et KÆMPE arbejde for at hjælpe min søn, men opgaven var ind i mellem for stor. Som denne dag, jeg beskrev i marts for bare to år siden.

Min søn havde det så svært i skolen, at han ind i mellem ikke så andre muligheder end at gå hjem (og der var vel at mærke omkring 5 km). Denne dag, som jeg beskriver nedenfor, var svømmedag. Noget, som altid har været – og stadig er – en udfordring.

I dag har jeg været på arbejde i kirken. Jeg skulle arrangere sangaften i samarbejde med organisten, og efterfølgende var der en bisættelse, som jeg skulle synge til.

Da vi næsten var færdige med forberedelsen, ringede min søns klasselærer, at min søn var gået fra svømmehallen ad en sti, som han ikke tidligere har gået på. Dvs. han kendte ikke vejen hjem. Læreren var i badetøj og kunne ikke lige løbe efter med det samme.

Så i en time vidste jeg ikke, hvor mit barn var – og jeg stod i den forfærdelige situation, at jeg vaklede mellem mit rationelle og mit følelsesmæssige jeg. Skulle jeg bare køre fra bisættelsen (og lade de stakkels mennesker undvære en kirkesanger), så jeg kunne køre hjem og hjælpe med at lede – når jeg næsten med sikkerhed vidste, at han var gået hjem. Eller skulle jeg lade bisættelse være arbejde og skynde mig alt, hvad jeg kunne at køre hjem for at hjælpe med at lede?

Det var simpelthen en rædselsfuld time, og jeg var så meget i konflikt med mig selv, samtidig med at jeg egentlig var hunderæd for, at han kom til skade, ikke kunne finde hjem eller – ja, hvad ved jeg, blev kørt over?

Rationaliteten vandt, men jeg sagde til præsten, at jeg havde tlf. hos mig – på lydløs. Hun sagde selv, at jeg bare kunne køre så snart, jeg havde sunget det sidste ord, selvom jeg normalt har opgaver efter dette. Heldigvis var det en kort tjeneste, så jeg kørte så snart, jeg havde sunget “Da er livet ej så svært, døden ikke heller”…

I løbet af den time fik jeg besked om, at han endnu ikke var fundet, så jeg ringede til læreren så snart, jeg havde lukket døren til kirken. Han havde først ledt i bil, så på cykel og nu igen i bil.

På vej hjem ringede han så og fortalte, at han havde fundet ham derhjemme.

På den time i dag, føler jeg at jeg er blevet 5 år ældre. Det var lidt anderledes end nogle af de andre gange, fordi jeg var i tvivl om, han kunne finde hjem på den rute, han havde valgt. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at han var på vej hjem.

Og det er jo ikke bare den time. Det er jo også mange, mange andre timer, det kræver af mig. Nu i eftermiddag skulle jeg have skrevet noget til min vejleder, som jeg skulle have sendt afsted. Det skete ikke, fordi jeg blev nødt til at sove et par timer. Nu er jeg helt groggy fordi jeg har sovet, samtidig med at jeg har dårlig samvittighed over ikke at have noget det, jeg havde planlagt. For jeg har så få timer til rådighed til at arbejde i forvejen, at det er så svært at acceptere, at jeg må bruge denne dyrebare tid på at restituere… ”

Når jeg læser det igen – her to år senere, kan jeg mærke tårerne presse sig på. Jeg tænker på, hvor pressede vi alle har været igennem så mange år, og det gør mig så ked af det at tænke på, at rammerne ikke passede for min søn i skolen. Og at jeg ikke kunne kompensere godt nok derhjemme. Jeg tænker især på, hvor hårdt det har været for mig at være i denne – og mange andre lignende situationer, og jeg får lyst til at give mig selv et kram og fortælle, at der er lys for enden af tunnellen, og at det nok skal blive godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *