En stund over et glas rosé…

Jeg sidder lige og vender ugens begivenheder i mit hoved. Det er utroligt som ting kan vende netop, som man mindste venter det.

Som I kunne læse for et par uger siden, så er noget af det, som har plaget mig i meget lang tid, min arbejdssituation. Vi er heldigvis ikke afhængige af, at jeg bringer en stor mængde penge ind i vores husholdning. Fordelingen har i mange år været, at jeg har taget mig at familien og min mand har gået på arbejde og tjent pengene. Men jeg kan mærke, især efter jeg har brugt seks år på at uddanne mig, at jeg får mere og mere lyst til at tjene lidt flere af mine egne penge. Desuden savner jeg nogle gange at være en del af et kollegialt fællesskab, at være med til sommerfest og julefrokost og have et fagligt sparringsfelt. 

I forrige uge tikkede der en mail ind. Det var fra uddannelseslederen, hvor jeg har læst til pædagog. Jeg har snakket med ham nogle gange de seneste år, fordi jeg lige ville høre om der var mulighed for at undervise nogle timer i ny og næ. Han skrev til mig, at han havde nogle opgaver til mig.

Nu er jeg pludselig i en situation, hvor jeg har arbejde efter sommerferien 12-15 timer om ugen som timelærer og mentor på pædagoguddannelsen i Viborg – foreløbigt i det kommende semester til og med januar 2018. Så må vi se derefter. Jeg har i dag været til første planlægningsmøde med de kolleger, som jeg skal arbejde sammen med om det første undervisningsforløb. Behøver jeg sige, at jeg er spændt, stolt og at jeg glæder mig meget til at byde ind med min viden, mine undervisningskompetencer og min evne til at hjælpe studerende med at lære?

Det er jo vildt, som ting pludselig kan vende på en tallerken. Det er simpelthen et drømmescenarie på alle måder. Uddannelsesinstitutionen ligger 2 minutters kørsel fra min søns skole. Undervisning starter tidligst kl. 8.15, og han skal afleveres inden kl. 8. Nogle gange har jeg undervisning til kl. 15, men jeg har snakket med min søn om, at han så kan gå fra skolen til mit arbejde og vente på et nærmere defineret sted. Men han foreslog faktisk i stedet at blive meldt ind i SFO/Klub på sin specialskole. Også fordi han har lyst til at være sammen med nogle af sine kammerater. Jeg klapper i  mine små hænder af glæde. Det er jo helt fantastisk.

Efter sommerferien starter min datter på efterskole. Jeg har gruet (og gør stadig) for det tomrum, der kommer til at være, når hun tager af sted. Men jeg må sige efter dette er faldet på plads, så giver det plads til, at jeg også har noget at glæde mig til og over. Med min søns gode udvikling og trivsel, er der pludselig skabt et helt nyt rum til mig, og jeg er så taknemmelig over, at jeg nu får en mulighed for at bruge min viden og mine færdigheder arbejdsmæssigt. På den måde kan jeg også selv blive fyldt op af noget fagligt og menneskeligt end det, som jeg har kunnet få i det små med mine foredrag (i øvrigt er der ét i Næstved på onsdag), mine skriverier, kurser og samtaler.

Den anden dag skrev jeg på min private FB væg: “Good things come to those who wait”. Det har to af mine trofaste støtter sagt til mig i lang tid, og jeg begynder efterhånden at tro på, at jeg må læne mig lidt tilbage og lade tingene ske. Jeg kan sende energi i en bestemt retning, men ofte kommer belønningen et helt andet sted fra.

Jeg kan nu gå på sommerferie med ro i sindet og maven med viden om, at jeg ikke skal kæmpe mig til opgaver hele efteråret. Det er da værd at skåle på – i rosévin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *