Konfirmation i særlige rammer

Jeg har taget tilløb til at skrive dette indlæg meget længe. Fordi det betyder noget for mig, og fordi jeg har været i tvivl, om jeg havde lyst til at dele. Det handler om min søns konfirmation næste lørdag (den 2. februar 2019).

Min søn og jeg har haft mange filosofiske samtaler om tro vs. videnskab. Det er ingen hemmelighed, at han ikke helt tror på, at der sidder en Gud i himlen (og det gør jeg måske reelt heller ikke sådan i bogstavelig forstand selv om jeg er meget spirituel. For mig er det mere symbolikken, som Gud repræsenterer), og at han erkender sig til videnskaben. Det, som kan måles og vejes i en virkelig verden. Det er helt okay. For mig er det ikke et enten eller, men nærmere et både og. Vi har snakket om nogle af de kristne grundværdier, som for mig at se er gode leveregler, som også har en kulturel værdi.

Nå, men jeg har gjort mig mange grublerier om den forestående konfirmation. Det har hele tiden stået klart, at den almindelige skabelon ikke dur i vores tilfælde, men hvordan så? Den skole, som min søn går på, har et samarbejde med nabokirken til skolen. De plejer at have et lille hold, som modtager konfirmationsundervisning og konfirmeres sammen. Men det er ikke en mulighed, da der er for meget lyd fra orglet og for mange mennesker at skulle forholde sig til. Så vi har tænkt ud af boksen. Sådan for alvor.

Heldigvis er en af mine allernærmeste veninder præst, og hun lovede for lang tid siden, at hun gerne ville konfirmere min søn. Så hende kontaktede jeg for at høre, om hun var med på en solokonfirmation i vores lokale kirke UDEN orgel, og det var hun. Derfor er planen nu, at vi holder konfirmation første lørdag i februar (fordi vi har en 18 års og en 50 års fødselsdag i april, og fordi min arbejdskalender er ret booket i foråret). Til stede i kirken vil være præsten (og måske en kirketjener), min søn, datter, mand og jeg. Mine forældre har fået lov at være med, men ikke andre – og jeg har spurgt mange gange. Han ønsker ikke opmærksomheden. Ceremonien rammes ind af to sange – I østen stiger solen op og Du som har tændt millioner af stjerner (jeg er trods alt kirkesanger, og synes det hører sig til), men uden orgel. Det hele er overstået på ca. 15 minutter, vil jeg tro.

Konfirmationsforberedelsen har været enkel og særligt tilrettelagt i samarbejde med præsten, men han har ikke været i kirke om søndagen blandt andet pga. lyd fra orglet. Så vi er gået andre veje.

Fejringen bliver lidt som en udvidet fødselsdag. Samme gæster og stort set samme servering. Hverken mere eller mindre. Et af de store kompromis’er fra min side har været, at jeg ikke inviterer min øvrige familie med, fordi det vil blive for meget. De er heldigvis forstående og støttende, og det gør mig så taknemmelig og lykkelig, at jeg har dem i mit liv. En lille tale slipper han ikke for, hvis det altså lykkes for ham at sidde sammen med os ved bordet (hvilket var en udfordring ved seneste fødselsdag). Men jeg sætter forventningerne lavt og håber.

Jeg er overbevist om, at det nok skal blive en fin dag. Og i løbet af dagen vil jeg sende en tanke mod himlen og takke for, at jeg er så heldig at have en fantastisk søn og ikke mindst en fantastisk familie, som hjælper med at gøre dagen god for alle. Så kan jeg helt ærligt ikke forlange mere.