Kl. 8.45 søndag formiddag, derhjemme.
Jeg behøver jo egentlig ikke tage af sted. Tasken er endnu ikke pakket, og jeg har en travl og udfordrende uge i næste uge, som jeg egentlig skal have forberedt praktisk og følelsesmæssigt. Måske jeg bare skal blive hjemme, så jeg ikke kommer hæsblæsende til møde mandag eftermiddag. Jeg har heller ikke fået købt til næste uge, der er ikke vasket tøj og de må selv sørge for ingredienser til madpakkerne mandag. Det giver mig dårlig samvittighed, for det plejer jeg jo at sørge for.
På den anden side, så dør de nok ikke af sult. De finder vel ud af at få købt ind, og vasketøjet må så vente til mandag aften. Selvfølgelig vil jeg tage af sted. Prioritere mig selv og gøre præcis det, jeg har lyst til. Fordi jeg ved, at når jeg først går ved vandet, så sænker skuldrene og roen sig.
Hvis jeg bare havde fået planlagt det lidt mere omhyggeligt.
Kl. 12.06 søndag formiddag, ved færgen.
Ok, jeg nåede lige præcist ikke færgen. Havde jeg været der blot et halvt minut tidligere, så var jeg kommet med. Men det gør ikke noget. Jeg har ikke travlt. I stedet finder jeg madpakken frem og spiser den i det kvarter, der går inden den næste færge går. Faktisk passer det mig meget godt, for så kan jeg bare smide tingene ind ad døren, sætte vin på køl og køre direkte til vandet. Jeg har allerede bestemt, hvor min lange gåtur skal være. Mærker jeg en lille ro allerede nu?
Kl. 13.45 søndag eftermiddag, på stranden.
Jeg er helt alene på stranden. Der er modvind på vej tilbage efter en lang gåtur langs vandet, og jeg kan mærke at tankerne finder ro. At gå og kigge på sten, mens jeg lytter til vinden og vandet, gør noget ved mig. Kameraet hænger om halsen. Jeg har taget mange billeder, både af landskabet og små finurlige detaljer. Det er en måde for mig at være til stede i nuet. At lede efter motiver. I dag har jeg endda været så heldig at finde et forstenet søpindsvin – en seppedejesten, som det hedder på disse kanter. Den er ikke perfekt, men det prikkede mønster træder tydeligt frem. Den ligger i min lomme, så jeg kan få den med hjem til min vindueskarm som en påmindelse om, hvor vigtig disse aleneture er for mig.
Det var så godt, jeg kom herop. Telefonen slukkede jeg, da jeg kom frem til sommerhuset, og jeg har lovet mig selv ikke at tænde den før i aften, så jeg kan skrive godnat til mine børn og min mand. Mon jeg kan overholde det? Jeg glæder mig til at sidde i varmen i sommerhuset med en kop kaffe og lidt sødt.
16.47 søndag eftermiddag, i sommerhuset.
Der er handlet til god aftensmad (og frokost i morgen): Kyllingebryst med stegt blomkål, tomatrelish og avocado. Jeg har hvidvin med, så jeg kan få et enkelt glas eller to til maden. Jeg købte også lidt chokolade, som jeg kan nyde til kaffen. Jeg lavede dej til boller, som kom i køleskabet. Jeg var lidt småsulten, så jeg bagte et par boller af halvdelen af dejen. Den ene er nu spist med blå ost og stærk solbærsyltetøj, som kun jeg kan lide.
Billederne fra gåturen er sorteret og vurderet. Der var nogle gode motiver. Til gengæld duede videoerne ikke. Kameraet var stillet helt skævt på en sten, så det så ud som om horisonten var væltet. Jeg har besluttet mig for at køre ud til odden med kameraet til solopgang i morgen tidlig kl. 6.30. Iflg. vejrudsigten skulle det blive skyfrit. Jeg tager en pude og et par tæpper med. Jeg glæder mig allerede.
19.32 søndag aften, ved spisebordet.
Aftensmaden er fortæret. Det var en fornøjelse at spise alene. Ingen brokkede sig over maden. Ingen brokkede sig over, at nogen brokkede sig. Ingen forlod bordet i frustration. Ingen så på hinanden med trætte og sukkende blikke. Og der var ingen plan bagefter med madpakker, puttetid og hverdagsforberedelse. Bare mig-mig-mig.
Det er som om min puls er faldet, siden jeg var med færgen til middag. Der er så stille her, og jeg er virkelig til stede i nuet. Jeg gør det, jeg har lyst til. Jeg tænker ikke på, at jeg skal være til et møde mandag eftermiddag og igen tirsdag morgen. Heller ikke, at der venter en spændende og intens weekend med min datters 16 års fødselsdag, som bliver såååå god. Jeg er bare. Alt er godt.
– Nå ja, og så spiser jeg mens jeg ser film. Det sker ALDRIG derhjemme. Florence med Meryl Streep og Hugh Grant. Den er virkelig underholdende. Mangler lige en halv time, så måske jeg skal skænke mig et glas vin mere og se filmen færdig?
21.38 søndag aften, ved skrivebordet.
Jeg har ikke formået at holde telefonen helt slukket. Der var en enkelt besked fra min søster og et uafklaret spørgsmål om deltagelse i et personalearrangement på fredag i kirken. Så mere vigtig er jeg altså ikke.
De sidste par timer efter filmen var slut, har jeg skrevet lidt. Det er lidt sjovt, at det jeg kommer til på min bog, altid er yderst aktuelt. Således også denne gang, hvor jeg er kommet til kapitel 42, som har overskriften: ”Rum til at trække sig”. Tilfældigt? Jeg tror det næppe.
Snart er det sengetid. Jeg går altid tidligt i seng. Hvis jeg ikke får mine ca. 7-8 timers søvn, går det ud over mine omgivelser. Til hverdag står jeg op kl. 5.30 for at meditere, så det betyder, at jeg som regel går i seng omkring kl. 22. Mit indre ur er meget insisterende, så det min krop fortæller mig, at det er ved at være sengetid. Jeg har fået ild i brændeovnen mens jeg skriver. Det varmer min ryg og skaber en god stemning. Stearinlys hjælper også på det. Jeg tror, at hygge er den helt rigtige overskrift.
Forventninger til dagen er indfriet til fulde. Fra oplevelsen af at burde blive hjemme til nu at sidde her efter blot 10 timer i sommerhus gør, at jeg skal huske mig selv på nødvendigheden og vigtigheden af at prioritere at lytte til mit indre. Jeg elsker min dejlige søn, min fantastiske datter og min søde mand meget, meget højt. Det må der ikke herske nogen tvivl om. Samtidig er det også nødvendigt at tage hensyn til min egen indre stemme og et behov for ro til at kunne høre mig selv i hverdagens larm. Jeg klapper mig selv på ryggen for IKKE at give efter for den moralske forpligtelse. Taknemmeligheden over at være her er det hele værd.
Jeg er meget spændt på solopgangen i morgen tidlig. Forventningerne er store.
8.25 mandag morgen, i sommerhuset efter solopgang.
Jeg er nu kommet til morgenmaden. Nybagte boller med blå ost og solbærsyltetøj og et dejligt koldt glas mælk. Det er ikke fordi jeg har sovet længe. Faktisk tværtimod. Jeg stod op ved 6 tiden, så jeg kunne være klar til solopgang på den planlagte lokation, når solen brød frem.
Tæpperne blev fundet frem, kameraet hængt om halsen og så af sted. I en lysning på vej mod odden, stod en stor flok rådyr. De var ikke skræmte, men kiggede blot på mig, da jeg stoppede og fotograferede. Ved vandet fandt jeg en god spot til at se solen komme op i horisonten. Godt pakket ind i tæpper og med lyden af bølger der brydes. Solopgangen skuffede ikke. Der var en lav sky, som solen skulle igennem. Det betød, at den nærmest blev delt i to. Et virkeligt smukt scenarie. Jeg kunne heller ikke dy mig for at ringe til familien på facetime, så de kunne dele øjeblikket med mig. Selvom målet jo er, at telefonen er slukket, mens jeg er af sted.
Jeg gik en tur ud på odden. Øens østligste sted. Jeg ville helt ud på spidsen, men pludselig sank fødderne i, og jeg kunne mærke, at kold vand løb ind i mine sko. Shit! Der var langt tilbage til bilen med våde sko og strømper. Heldigvis havde jeg trods alt valgt de fornuftige, nogenlunde vandtætte sko fremfor mine Nike Free, som helt sikkert var blevet gennemblødte.
Når jeg bliver gammel, så vil jeg bo et sted, hvor jeg kan starte alle mine morgener på denne måde. For det første er det utroligt livgivende at se solen stå op og for det andet, så oparbejder jeg en god appetit på en times gåtur.
Jeg har nu ca. fire timer tilbage inden turen går retur til civilisationen. Jeg vil bruge dem på at skrive og spise lækker frokost, når den tid kommer.
12.25 mandag eftermiddag, ved spisebordet.
Så går min hjerne i drive: Der skal ryddes op, støvsuges, pakkes og vaskes op, så jeg kan nå færgen kl. 12.45. Jeg kan nærmest fysisk mærke det i min krop, at jeg skrifter system og bliver målrettet.
Jeg har nydt at være her. Fordi jeg været af sted nogle gange, har jeg lovet mig selv ikke at have et bestemt mål med at være her. Jeg skal ikke skrive noget bestemt, det er ikke fordefineret, hvor lang min gåtur skal være eller hvad jeg skal spise. Det er nemlig hele formålet – at komme ud af den stramme struktur, som kendetegner min hverdag.
Nu tager jeg tilbage. Opladet og klar. Og med et løfte om, at jeg skal herop snart igen.
21.30 mandag aften, derhjemme.
Jeg er helt most. Jeg nåede nærmest kun lige ind af døren, før der var en situation med min søn, der krævede min fulde tilstedeværelse og handling. Godt, jeg var totalt i zen, ellers havde det taget pippet fuldstændig fra mig. Da han efterfølgende heller ikke ville have havregryn med mælk, fordi det ikke var det rigtige mælk (vi drikker normalt Arla øko minimælk, men jeg havde købt Thise øko uhomogeniseret minimælk i sommerhuset, som jeg havde med hjem – og der var ikke købt ind, så der var ikke andet), så var jeg for alvor tilbage i virkeligheden.
I eftermiddag havde jeg en samtale i SIND pårørende med et frustreret forældrepar. Samtalen trak lidt ud, og heldigvis havde jeg lige nået at vurdere, at vi kunne lave aftensmad af resterne i køleskabet. Det blev heldigvis rigtig godt for alle.
Så planlægning af stor fødselsdagsfest på lørdag, madplan for hele ugen, indkøb til hele ugen, madpakker og så videre.
Velkommen hjem igen. Jo tak!!!